Opførelsen af 153 DGNB Guld-certificerede række- og gårdhavehuse, grønne åndehuller, legepladser og aktivitetsområder, som skal understøtte det lokale fællesskab og sammenhold i det nye boligområde ’Lysholm Have’ i Haslev, er nu sat i gang.
Påbegyndelsen af boligbyggeriet, der skal opføres af HusCompagniet, er netop blevet markeret med det symbolske første spadestik. Til stede til at stikke spaderne i jorden var direktør i ejendomsselskabet Velkomn, Peter Uldall Borch, der er bygherre, adm. direktør i HusCompagniet, Martin Ravn-Nielsen og borgmester i Faxe Kommune, Ole Vive.
Er kun starten
Projektet er det første, som Velkomn selv driver helt fra opkøb af byggegrund til selve byggeriet og senere udlejning samt drift. Derfor er spadestikket også en vigtig milepæl i virksomhedens historie. Peter Uldall Borch, der stiftede Velkomn sammen med den engelske kapitalfond Matter Real Estate i 2023, siger:
Køber største byggeprojekt til dato: ”Vi er slet ikke færdige”
– Jeg er glad for, at vi nu har taget Velkomn ind i en ny fase, og Haslev er det helt rigtige sted at tage vores første spadestik. Her er grønne områder, kort afstand til København og flere større byer samt E47 og togforbindelser lige uden for døren.
Han kan fortælle, at over 3.500 personer havde skrevet sig på projektets interesseliste allerede inden første spadestik.
De nye boliger i Haslev er kun starten for Velkomn. Selskabet har andre konkrete grunde i sigtekornet, har Peter Uldall Borch tidligere fortalt. Dertil købte selskabet i juni 667 DGNB Guld-certificerede rækkehuse af Birch Ejendomme, hvoraf nogle endnu ikke er opført.
Fokus på det samlede klimaaftryk
Lysholm Have får boligenheder på 65-125 m2 og henvender sig til både singler, par i etableringsfasen, børnefamilier og seniorer. Træ kommer til at indgå som kernekomponent i både arkitekturen og konstruktionen af det nye rækkehusbyggeri og bidrager til et reduceret CO2-aftryk sammenlignet med konventionelle materialer.
Komponenterne til de 153 rækkehuse vil blive produceret på HusCompagniets egen fabrik i Esbjerg.
– Vi har set frem til at sætte gang i dette attraktive rækkehusprojekt, hvor ambitionen har været at bygge huse af høj kvalitet men med stor fokus på det samlede klimaaftryk, siger CEO i HusCompagniet, Martin Ravn-Nielsen.
Gilleleje: Går i gang med 33 familie- og seniorboliger med det samme
Tegnestuen Arken er tilknyttet som totalrådgiver og arkitekt, viser et opslag i Byggefaktas SMART-database over bygge- og anlægsprojekter. Her anslås budgettet til 300 mio. kr. De første rækkehuse forventes at stå færdige i september 2026.