– Betonbyggerier bliver i nogle tilfælde overdimensioneret, men der har tidligere manglet konkrete tal på, hvor meget der kan spares på materialerne, og hvor langt CO2-aftrykket kan nedbringes, hvis man designoptimerer og bruger betontyper med lavest muligt aftryk.
Sådan lyder det fra Dorthe Mathiesen, chef for Dansk Beton i DI Byggeri, som har fået udarbejdet en ny analyse fra Rambøll for netop at få tal på potentielle materialebesparelser og CO2-reduktioner i et allerede opført betonbyggeri.
De tal er klar nu.
Aalborg Portland om milliardstøtte: ”En game changer inden for cementindustrien”
I udarbejdelsen af analysen stillede AP Pension et allerede opført byggeri til rådighed.
Byggeriet består af et fem etagers boligbyggeri med kælder og et otte-etagers punkthus ligeledes til boliger.
Byggeriet er et traditionelt betonelementhus med beton både i for- og bagplade.
Ifølge analysen kan man via designoptimering – ved anvendelse af lavere betonstyrker, ændrede dimensioner af vægge og dæk samt optimerede fundamenter og kældervægge – opnå en materialebesparelse på 21-25 % beton og 5-35 % armering.
Samlet set svarer det til omkring 25 % reduktion i CO2-aftryk, og her er der tale om løsninger, som er inden for gældende normer og standarder, oplyses videre.
Bygherre har fokus på traditionelle materialer
Analysen viser også, at hvis man anvender betonmaterialer med de laveste CO2-aftryk i markedet i dag, så kan aftrykket ligeledes reduceres med yderligere ca. 20-25 % sammenlignet med 2018, hvor bygningen blev opført.
Det betyder, at halvdelen af CO2-besparelsen er opnået ved designoptimering, mens den anden halvdel af CO2-besparelsen skyldes, at betonmaterialerne er blevet markant mindre CO2-tunge siden 2018.
Dansk Beton øger ambitionen: 70 pct. CO2-reduktion i 2030
– Det er meget positivt at se, at betonbyggeri flytter sig i den rigtige og mere bæredygtige retning. Der bliver fortsat brugt meget beton også i træbyggerier, og derfor har vi som bygherre stort fokus på – ikke bare at se på alternative materialer – men også at holde øje med, at producenterne af de mere traditionelle byggematerialer flytter sig i en mere bæredygtig retning, siger Morten Leen, Chief Sustainability Officer i AP Pension.
Rambølls analyse bliver præsenteret på en konference ’Made in More Sustainable Concrete’, der afholdes i Industriens Hus i København den 28. november 2024.