Komproment er i fuld gang med at styrke organisationen, og fra i dag vil salg og markedsføring høre under Ole Dalsgaard Sørensen, som er kommet til virksomheden efter en årrække med strategiske ledelsesposter i blandt andet byggematerialebranchen.
Senest som erhvervskonsulent i Business Viborg, hvor han har stået for sparring af virksomheder omkring salg, organisation og forretningsudvikling:
– Jeg har – her i det nordjyske – holdt godt øje med Komproment, som jeg vurderer har masser af udviklingspotentiale på det danske og udenlandske marked. Jeg vil derfor gå helhjertet ind til opgaven, som handler om solid branding og vækst med penetrering af nye markeder, siger Ole Dalsgaard Sørensen, som skal tage sig af salg og markedsføring i Danmark.
Egne værdier, styrker og produkter
Karrieren tog sin begyndelse i tekstilvarer og senere værnemidler, men for tyve år siden tog han fat på byggematerialer, og det marked har han fulgt tæt siden.
– Jeg har i de senere år som konsulent haft de strategiske briller på: Hvad er der af potentialer, og hvordan optimerer vi disse muligheder? Jeg har således lært at lytte for at udvikle en virksomhed på egne værdier, styrker og produkter, siger Ole Dalsgaard Sørensen.
Bæredygtighed og godt design
Virksomheden er ejet af tre stiftende partnere, som alle spiller med på holdet i Svenstrup syd for Aalborg. Fra 1. januar overlod partnerne tøjlerne til Mads Røge, som ny administrerende direktør.
– Vi skal videre, og vi skal bygge videre på de værdier, som har gjort Komproment til et brand i vores kundekreds af bygherrer og arkitekter. Bæredygtighed og godt design er det miks, som skal sikre, at vi bliver det foretrukne valg, siger adm. direktør Mads Røge, der glæder sig til at få den nye salgs- og marketingchef med på holdet.