Hvem behandler sagen, når voldgiftsaftale ikke er indgået?

Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert.
Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert.

En grundlæggende betingelse for voldgiftsbehandling er, at der er indgået en voldgiftsaftale. Hvis parterne har aftalt standardvilkårene AB og ABR (enten de gamle eller nye) indgår parterne automatisk voldgiftsaftale, og en eventuel tvist behandles i så fald af voldgiftsretten. Men hvad med de tilfælde, hvor AB og ABR ikke er vedtaget, og hvor der heller ikke på anden måde er indgået en voldgiftsaftale? Hvem behandler da sagen?

Denne problematik forekom i TBB 2018.905, hvor der ikke var ført bevis for, at en voldgiftsaftale ved indgået.

Sagen

Sagen omhandler en tvist mellem en teknisk rådgiver og en bygherre. Rådgiver anlagde voldgiftssag mod bygherren med påstand om betaling for udført arbejde. Bygherren nedlagde påstand om afvisning af sagen ved voldgiftsretten med henvisning til, at der ikke var indgået en aftale mellem parterne for det udførte arbejde, herunder vedtaget voldgift i tilfælde af en eventuel tvist.

Rådgiver fremlagde, som bevis for sin påstand, en rådgiveraftale vedrørende det udførte arbejde, hvori der var henvist til ABR 89. Rådgiveraftalen var imidlertid kun underskrevet af rådgiver selv. Der var således ikke indgået en aftale mellem parterne vedrørende det udførte arbejde, hvorfor ABR 89 (og voldgiftsbehandling) ikke var aftalt. Da rådgiver ikke kunne bevise, at bygherren på anden måde havde accepteret voldgift, blev sagen afvist af voldgiftsretten.

Konklusion

En sag behandles kun af voldgiftsretten, hvis begge parter klart har accepteret voldgift. Såfremt dette ikke er tilfældet, behandles sagen af de almindelige domstole.

Domstolsbehandling er tilbagefaldsløsningen i de tilfælde, hvor en voldgiftsaftale ikke er indgået. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der er afgørende forskel på de to systemer. Voldgiftsretten anvender sagkyndige dommere, hvorimod dette (som udgangspunkt) ikke er tilfældet ved behandling hos de almindelige domstole.j

Relateret indhold