Bødeforelæg fra Statsadvokaten om overtrædelse af konkurrenceloven

Adm. direktør Svend R. Hartmann, Enemærke & Petersen
Adm. direktør Svend R. Hartmann, Enemærke & Petersen

Enemærke & Petersen har d. 1. oktober 2014 modtaget et bødeforelæg fra Statsadvokaten begrundet i sigtelse om overtrædelse af konkurrenceloven på baggrund af, at en tidligere medarbejder har opført sig konkurrencebegrænsende.

Sagen stammer fra 2009, hvor den pågældende medarbejder modtog en pris på en underentreprise via en person, som arbejdede hos en konkurrent. Den pris benyttede medarbejderen efterfølgende som tilbud til en kunde.

Enkeltstående tilfælde

Ingen andre i Enemærke & Petersen kendte til sagen, før vi i december 2013 blev kontaktet af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Forelagt dokumentationen tilstod den pågældende medarbejder de faktiske forhold og blev bortvist.

Enemærke & Petersen sætter en ære i at være en troværdig og ansvarlig virksomhed. Vi er derfor meget overraskede og berørte over denne sag, som vi betragter som et enkeltstående tilfælde isoleret til en enkelt medarbejder, og ikke som en del af en større sag.

Enemærke & Petersen har aldrig tidligere oplevet en sådan adfærd og har indskærpet lovgivningen og uddannet vores medarbejdere i konkurrencelovens bestemmelser.

Relateret indhold