EuroSkills 2018
- EuroSkills er en konkurrence, hvor unge håndværkere konkurrerer imod hinanden.
- Konkurrenterne ved EuroSkills findes ved nationale konkurrencer.
- Europamesterskaberne i Skills holdes hvert andet år. I år er det i Budapest i Ungarn.
- DM afholdes igen næste år i Næstved. I år blev det holdt i Herning.
- Konkurrencen slutter fredag eftermiddag, og vinderne annonceres lørdag aften.
BUDAPEST: Med to guldmedaljer fra DM i Skills i bagagen er det ikke en uerfaren mand, der repræsenterer Danmarks bygningsstruktører i europamesterskaberne i Skills, der lige nu lakker mod enden.
Mathias K. Jørgensen er en af de to danskere, der repræsenterer Danmark ved konkurrencen i Budapest, hvor Dagens Byggeri fangede ham, da slutfløjtet for anden etape lød.
Jeg håber på medaljen, men de andre konkurrenter er virkeligt gode, så der er kamp til stregen. Det er virkelig svært at sige.
Mathias K. Jørgensen, struktør
– Jeg har ikke lige ord for, hvordan humøret er lige nu. Jeg er meget opspændt, det har været rimeligt presset. Lige nu er jeg helt oppe at køre, siger Mathias K. Jørgensen, der egentlig startede som mekaniker, men blev lokket af udfordringerne i struktørfaget.
Dagen bød på sine udfordringer, men makkerparret, der udover Mathias består af Line Biltoft Jepsen, ramte noget rigtigt og satte turbo på i de sidste timer mod dagens afslutning og nåede at blive færdige med opgaven.
Gammel i gårde
Den hektiske dag har dog ikke væltet den dobbelt danmarksmester, der med to forskellige makkere har vundet DM i Skills to gange og deltaget tre gange.
– Det kræver præcision, tid og et åbent sind at vinde. Og så kampgejst ? den har jeg stadigvæk, siger Mathias K. Jørgensen.
Det er dog ikke alle erfaringerne fra DM, der kan bruges i Europamesterskabet.
– Det er helt anderledes til EuroSkills. Hernede er der meget mere pres på tiden, det er større konstruktioner, sikkerheden er i top, og modstanderne er folk fra flere forskellige lande, så sikkerhedesmæssigt er der forskel på, hvordan man kan bygge tingene. Det er noget, vi overhovedet ikke er vant til, siger Mathias K. Jørgensen, der håber, at konkurrencer som EuroSkills kan lokke flere til faget.
Struktørerne mangler nye kollegaer
At der mangler hænder i byggeriet er ikke ligefrem nogen nyhed, men det gør sig særligt gældende for struktørerne. Mathias’ skole, for eksempel, har i år udlært to bygningsstruktører, og det er ikke, fordi de uddanner til ledighed.
– Jeg håber, Skills kan være med til at få flere til at vælge faget. Vi mangler dem helt vildt, og hvis de unge har lyst til at tjene penge, så er der rigtig mange penge i det her, siger Mathias K. Jørgensen.
Hvis penge ikke er alt, man går op i, har han også flere gode grunde til at tilslutte sig skaren af struktører.
– Det giver udfordringer. Det giver arbejde i hele verden resten af ens liv. Det kan være, det er hårdt og fysisk, men det er noget, du kan bruge. Du kan bygge et hus fra bunden selv. Bogstaveligt talt. Du lærer murerarbejde, tømrerarbejde, kloak, betonarbejde, brolægning. Du lærer det hele, siger Mathias K. Jørgensen.