Gefion Group forbedrede resultatet i 2015 med 124 procent, fra 8,3 millioner kroner i 2014 til 18,6 millioner kroner i 2015. Resultatet af den primære drift steg fra 8,4 millioner kroner til 14,9 millioner kroner, svarende til en forbedring på 77 procent.
Dermed må 2015 siges at være et glimrende år for selskabet, der oplyser, at den samlede projektværdi for Gefion Groups projekter udgør mere end to milliarder kroner.
2015 har været tilfredsstillende, og 2016 fortsætter i samme spor.
Adm. direktør Thomas W. Færch Gefion Group
– Vi følger planerne. Vi forventede et overskud på 15-20 millioner kroner og kom ud som forventet. 2015 har været tilfredsstillende, og 2016 fortsætter i samme spor, siger adm. direktør Thomas W. Færch, Gefion Group.
Selskabet købte i 2015 en velbeliggende grund på Amager Strandvej, hvor Gefion Group forbereder et boligbyggeri på ca. 9.000 etagemeter – og man arbejder med flere nye projekter med nybyggeri. Blandt andet derfor har Gefion nu tilknyttet den erfarne projektdirektør Jørgen Junker, tidligere COO og medlem af direktionen i Sjælsø Gruppen.
Masser af konvertering
Gefion Group har igennem de seneste år fokuseret på at omdanne centralt beliggende erhvervsejendomme til attraktive boliger og mere end andre projektudviklere i markedet.
Siden starten i 2013 har Gefion Group udviklet og solgt fire ejendomme som ejerlejlighedsprojekter. Dermed har de vist investorerne, at de har styr på processerne og kan afslutte projekterne med et godt afkast.
– Der er fortsat stor interesse i markedet for de færdige boliger, som primært ligger på gode adresser på Østerbro. Mange vil hellere bo i byen og være en del af byens puls frem for at flytte til de nybyggede kvarterer i byens udkant. Og vi har en erfaring, som sikrer os videre fremgang, understreger Thomas W. Færch.