Efter flere års samarbejde har entreprenør LH Hockerup A/S i Roskilde netop overtaget diamantskære-virksomheden M. Niemann i Ringsted. Det oplyser LH Hockerup i en pressemeddelelse.
– Vores største forretningsområde er nedrivningsarbejde, men i forbindelse med projekter, hvor der er tale om delvis nedrivning eller miljøsanering, har kunderne ofte også brug for bore- og skæreløsninger. Dem har vi hidtil udført i samarbejde med eksterne samarbejdspartnere, og det vil vi fortsat gøre brug af, men i en række tilfælde kan det løses mere effektivt, når vi kan planlægge og udføre opgaven med vores egne folk, siger direktør Jan Langkjær fra LH Hockerup A/S i en kommentar til opkøbet.
Vores største forretningsområde er nedrivningsarbejde, men i forbindelse med projekter, hvor der er tale om delvis nedrivning eller miljøsanering, har kunderne ofte også brug for bore- og skæreløsninger.
Jan Langkjær{break}Direktør i LH Hockerup A/S
Nedrivningsentreprenøren oplever i øvrigt, at finanskrisen er ved at slippe sit tag i byggebranchen, idet både nedrivningsopgaver og renoveringsopgaver er i vækst.
– Ved total nedrivning er der kun sjældent brug for skærearbejde i beton, medmindre miljøsaneringen kræver det. Men i forbindelse med renoveringsopgaver er det typisk, at de materialer og elementer, som ikke skal anvendes eller som er miljøfarlige, bliver skåret ud. Der kan også være tale om at bore huller til fremføring af kabler og installationer, fortæller Jan Langkjær.
Flere bore- og skæreopgaver
Især renoveringsopgaverne er meget forskellige i størrelse og omfang. De strækker sig lige fra rensningsanlæg over fabrikker til skoler, hvor man ved byggerier fra 1970-erne ofte støder på miljøfarlige stoffer som asbest og PCB.
– Mens asbest er udbredt i tagplader af eternit, fliseklæb og i installationsbøjninger findes PCB typisk i vægmaling og i vinduesfuger. Og PCB har den kedelige evne, at det kan vandre ned i gulve og op i lofter, så det er meget vigtigt at få det isoleret og skåret væk, understreger entreprenør Lasse Hockerup.
Da renoveringsopgaver og miljøsanering fylder stadigt mere i LH Hockerups portefølje, har anvendelsen af bore- og skæreentreprenører således også fyldt mere og mere. Ledelsen begyndte derfor at se sig om blandt virksomhedens samarbejdspartnere for at finde et match for et tæt strategisk samarbejde eller et direkte køb.
Mangeårig samarbejdspartner
Efter en periode med sonderinger og drøftelser blev overtagelsen af den mangeårige samarbejdspartner M. Niemann formelt gennemført 1. september, hvor Michel Niemann sammen med en række medarbejdere blev en del af LH Hockerup A/S med fælles CVR-nr. og logo.
– Vi har arbejdet sammen med Hockerup gennem mange år og altid haft en god kemi og en god tone mellem os. Jeg er glad for, at vi med salget til Hockerup har fremtidssikret virksomheden og at medarbejderne nu indgår i et større fagligt miljø, siger Michael Niemann i forbindelse med salget af sin virksomhed M. Niemann.
LH Hockerup A/S er den største af de to virksomheder med en årlig omsætning på godt 120 millioner kroner. Ikke alene toplinien forøges naturligt med opkøbet. Også bundlinien forventes at følge med, idet der på det administrative område opnås en række synergieffekter blandt andet med fælles administration, bogholderi og revision, lyder det fra LH Hockerup i pressemeddelelsen.