Silvan på jagt efter sin rigtige ejer

DT Group har valgt at sætte byggemarkedskæden Silvan til salg. Fokus bliver i fremtiden på det professionelle segment.
DT Group har sat byggemarkedskæden Silvan til salg. I fremtiden vil de koncentrere sig om det professionelle segment. Foto: Colourbox.
DT Group har sat byggemarkedskæden Silvan til salg. I fremtiden vil de koncentrere sig om det professionelle segment. Foto: Colourbox.

DT Group vil ikke længere være ejere af Silvan. I en pressemeddelelse erklærer DT Group, at koncernen “efter måneders strategisk analyse” har besluttet at sælge Silvan fra, idet “et frasalg af Silvan er den bedste strategiske løsning for både DT Group og Silvan.” De vil nu påbegynde en salgsproces “for at finde den rigtige køber, der kan videreføre den strategiske udvikling af Silvan.”

Den britisk ejede koncern DT Group, der nu vil fokusere på det professionelle segment i Norden gennem kæden Stark, som man også ejer, er en af de største distributører og forhandlere af byggematerialer i Norden.

– Vi vil fremadrettet i endnu højere grad være den professionelle håndværkers foretrukne leverandør. Derfor har vi taget en beslutning om at skulle sige farvel til Silvan. Vores strategiske analyser har vist, at tidspunktet er rigtigt for DT Group til at skærpe vores fokus på det, der er vores kerneforretning, nemlig at levere til de professionelle kunder, siger adm. direktør for DT Group, Søren P. Olesen.

Indtjeningen ikke løftet

Der er i pressemeddelelsen ikke angivet noget økonomisk regnestykke bag beslutningen, men ifølge Børsen præsenterede DT Group i sidste måned et historisk ringe regnskab i 2015/16. Overskuddet lød ganske vist på 160 mio. kroner, men det tolkes negativt, når koncernen året før havde et overskud på over en halv mia.

– Vi har de seneste år ikke fået et løft i indtjeningen, hvorfor vi nu fokuserer virksomheden mod vores kerneområde, de professionelle håndværkere, siger Søren P. Olesen til Børsen.

DT Group har bedt FIH Partners om at finde en køber til Silvan.

– Den slags kan tage tid. Og vi vil sikre, at Silvan får den bedst tænkelige nye ejer, som har forståelse for den særlige Silvan-ånd, og som vil tage hånd om både medarbejderne og kunderne. Det ligger os meget på sinde at overlevere Silvan til nogen, der vil udnytte kædens fulde potentiale i kontakten med de private kunder, siger Søren P. Olesen.

Relateret indhold