Selvom de seneste tal fra Danmarks Statistik tyder på, at bygge- og anlægsbranchen ikke er på vej mod en ny rekord i antallet af konkurser, påpeger Prognosecenteret, at der ligger et ’men’ inden bag tallene:
– I de seneste seks måneder i 2024 var der 341 konkurser blandt aktive virksomheder i bygge- og anlægsbranchen. Til sammenligning var der 336 konkurser i samme periode sidste år, siger seniorøkonom Lasse Lundqvist, der har regnet på tallene og ser på udviklingen i et større perspektiv:
Konkurser slår ny rekord: Kraftigt signal om økonomisk afmatning
I perioden 2015-2019 – før pandemi, forsyningskrise og materialeprisstigninger – ligger konkurserne ca. 50 % over normalen, uanset om man regner ud fra de seneste seks måneder eller det seneste år. Og trods en nedadgående tendens i indeværende år, så ligger tallet fra august 2024 også næsten 50 % over, hvad man historisk har kunne forvente for en typisk august måned:
– Nærmest uanset hvordan man opstiller regnestykket, så ligger vi på et konkursniveau, der er en halv gang højere end det normale. Så selvom det går bedre end i 2023, så gør det også i 2024 ondt i mange virksomheder, og man glemmer hurtigt, at antallet af konkurser stadig er enormt højt i lyset af katastrofeåret sidste år.
Ifølge seniorøkonomen indikerer meldinger fra branchen, at virksomhederne stadig har udfordringer med at nå til enighed om aftaler. Tvister, der udspringer af tidligere udfordringer, giver stadig anledning til konkurser.
Lysere tider
Lasse Lundqvist påpeger dog også, at det tyder på lysere tider for byggeriet med flere spadestik i 2024. Det skaber fundamentet for en stærkere produktion i 2025, hvor Prognosecenteret forventer øget byggeaktivitet og en stabil vækst på tværs af sektoren:
– Selvom den samlede byggeaktivitet i år er lavere, er bunden nået, og beskæftigelsen boomer på det højeste niveau nogensinde. Denne vending kommer som en velkommen nyhed efter en periode, hvor byggebranchen har kæmpet med økonomiske udfordringer.
Tømrerfirma konkurs – efterlader to ufærdige projekter
Han forklarer, at en af de væsentlige årsager til de forbedrede forhold er, at materialeomkostningerne endelig er stabiliseret. Ligeledes har pristurbulensen på den samlede varekurv, såvel som på individuelle byggematerialer, også lagt sig, hvilket skaber et mere forudsigeligt og stabilt marked for byggeprojekter:
– Faktisk er hver tredje virksomhed fortsat begrænset af mangel på arbejdskraft, og ledigheden er rekordlav. Samtidig forventes det, at byggeaktiviteten stiger markant i 2025 jf. Prognosecenterets seneste Byggeprognose, hvorfor vi forventer, at det høje antal konkurser synger på sidste vers.