Ny bydel vedtaget på Fyn

Fionagrunden skal være Bogenses nye attraktive bydel. Området skal rumme moderne byhuse, bypark og sansehave, lyder det i udviklingsplanen for området.
Der skal opføres omkring 80 nye boliger på Fionagrunden i Bogense. Presseillustration.
Der skal opføres omkring 80 nye boliger på Fionagrunden i Bogense. Presseillustration.

Fionagrunden

  • Fiona Maskinfabrik A/S blev startet tilbage i 1896 og har primært fremstillet såmaskiner til landbruget. Mange borgere har haft deres arbejdsliv på fabrikken, og betydningen for byen har derfor været stor. Fabrikken lukkede i 2013 som følge af en konkurs. Nordfyns Kommune erhvervede arealet i oktober 2014.

Kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune har netop godkendt udviklingsplanen for Fionagrunden i Bogense, der skal blive til en ny attraktiv bydel med moderne byhuse, bypark og kulturelle aktiviteter.

– Det er en fantastisk forandring, som udviklingsplanen lægger op til. Vi skaber nogle attraktive byhuse, en indbydende bypark, en sansehave med ro til fordybelse og en aktivpark til dem, der mere er til fysisk udfoldelse, siger borgmester i Nordfyns Kommune, Morten Andersen (V).

Vi har både lyttet til ønskerne fra vores borgere og skabt et meget attraktivt projekt, som nok skal tiltrække interesserede investorer.

Morten Andersen Borgmester, Nordfyns Kommune

Han lægger vægt på, at flere af de idéer, som borgerne kom med ved et åbent hus-arrangement på Fionagrunden i marts, også er blevet del af udviklingsplanen.

– Vi har både lyttet til ønskerne fra vores borgere og skabt et meget attraktivt projekt, som nok skal tiltrække interesserede investorer, siger Morten Andersen.

Forbedringer fra start

Noget af det første, der sker, er nedrivning af de eksisterende bygninger og klargøring af det 30.000 kvm store område til det nye formål. Dette arbejde forventes at gå i gang i november i år.

Udviklingsplanen lægger op til at etablere en del af byparken parallelt med nedrivningen af bygningerne. Hermed bliver området gjort levende og tilgængeligt fra starten til gavn for borgere og besøgende.

Ifølge borgmester Morten Andersen ligger udviklingen af kommunens byer i forlængelse af kommunens Vision 2021, herunder ønsket om at tiltrække og fastholde borgere.

– Vi skal investere i vores byer, ligesom vi i øvrigt også investerer i landområderne. Byerne har stor tiltrækningskraft for turister og andre gæster. Både byerne selv og den samlede kommune får gavn af den udvikling, vi skaber i og omkring byerne, siger Morten Andersen.

Med godkendelsen af udviklingsplanen har planen fået grønt lys fra kommunalbestyrelsen. Efter nedrivningen går man ind i næste projektfase, der er at finde mulige investorer til projektet.

Det vurderes i udviklingsplanen, at der kan opføres omkring 80 boliger på 70-130 kvm i området.

Nordfyns Kommune har godkendt udviklingsplanen for Fionagrunden på 30.000 kvm, og nu skal der findes investorer til byudviklingsprojektet. Presseillustration.
Nordfyns Kommune har godkendt udviklingsplanen for Fionagrunden på 30.000 kvm, og nu skal der findes investorer til byudviklingsprojektet. Presseillustration.

Relateret indhold