Trods et forbud mod brug af asbest i Danmark de sidste 35 år, trækker asbesten stadig et spor af død og lungesygdom efter sig. Det anslås, at der er 300 dødsfald årligt som følge af asbestrelaterede sygdomme, og det tal skal nu bankes helt i bund.
Det er ambitionen med en ny asbestaftale, der netop er opnået bred politisk enighed om på Christiansborg. Den nye aftale er især møntet på at forbedre arbejdsmiljøet for de mange bygningsarbejdere på landets byggepladser, som udsættes for asbest støv.
Der har i mange år været skærpede krav til registrering og screening for asbest og efterfølgende støvreducerende tiltag, når der skulle arbejdes i områder med asbest.
Med den nye aftale i gangsættes 12 nye iniativer, der skal styrke indsatsen yderligere:
– Bedre vejledning om asbest i tilstandsrapporten
– Udvidelse af sælgeroplysningsskemaet
– Asbestprotokol skal sendes til den ansatte
– Styrket indsats over for asbestovertrædelser
– Indførsel af kompetencepåbud på asbestområdet
– Luftmålinger af asbeststøv
– Undersøgelse af behov for autorisationsordning mv
– Afdækning af uddannelsesbehov
– Registrering af asbestforekomster i BBR
– Brug af oplysninger fra byggeaffald med problematiske stoffer
– Erfaringsopsamling for særlig tilsyns- og kommunikationsindsats
– Opfølgning på teknisk udredning om indkapsling vs. sanering
Ekstremt vigtigt at beskytte sig selv og hinanden
– Asbest er desværre ikke et overstået kapitel i dansk arbejdsmiljøpolitik. Det er derfor ekstremt vigtigt, at alle ved, hvordan man beskytter sig selv og hinanden mod den kræftfremkaldende asbeststøv og at der er viden om, hvordan asbest skal håndteres, når man støder på det, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard om baggrunden for aftalen, og lægger op til yderligere inddragelse af asbest-bekæmpelsen:
– Til efteråret indkalder jeg Folketingets partier til forhandlinger om en ny arbejdsmiljøaftale. Her er det vigtigt for regeringen, at vi sikrer et fortsat højt indsatsniveau for arbejdsmiljø. Indsatsen mod de skadelige virkninger af asbest kommer derfor til at indgå i forhandlingerne.
Arbejdsmiljøaftalen fra 2019 udløber ved udgangen af 2022. Derfor er regeringen netop nu i gang med at forberede grundlaget for en ny arbejdsmiljøaftale, hvor også asbest vil indgå.
Beskæftigelsesministeren vil indkalde til politiske forhandlinger om en ny arbejdsmiljøaftale i efteråret, når regeringen har præsenteret sit forslag til finanslov for 2023.
Aftalepartierne ser i øvrigt frem til, at Europa-Kommissionen forventer at fremlægge et konkret lovgivningsinitiativ om beskyttelse af arbejdstagere mod eksponering for asbest i andet halvår af 2022.