I løbet af april tiltræder Anne-Sofie Jensen stillingen som ny direktør i Vurderingsstyrelsen, som bl.a. varetager vurderingen af Danmarks ca. 2,3 mio. ejendomme.
Og det er altså noget af en udfordring, der vil møde den nye direktør, efter at Vurderingsstyrelsen sidste år nedlagde det eksisterende ejendomsvurderingssystem og i stedet introducerede et nyt for at sikre større ensartethed og gennemsigtighed i vurderingerne.
For kritikken har siden væltet ind fra såvel boligejere som eksperter, og også Folketingets Ombudsmand blev i efteråret trukket ind i sagen om de udskældte vurderinger.
Læs også: Skarp kritik af nye ejendomsvurderinger – risikerer ‘parcelhuse på landet’
Anne-Sofie Jensen kommer fra en stilling som direktør i Gældsstyrelsen, og hun overtager stillingen fra Poul Taankvist, der har været direktør i Vurderingsstyrelsen siden 2021. Han er udnævnt til koncernstyringsdirektør i Forsvarsministeriet:
– Vurderingsstyrelsen har en vigtig og kompleks opgave med at sikre udsendelse af ejendomsvurderingerne samt implementering af boligskattereglerne. Det er en opgave, som kræver en fagligt stærk og erfaren person, siger skatteminister Jeppe Bruus i en pressemeddelelse.
– Derfor er jeg glad for, at Anne-Sofie Jensen har sagt ja til at påtage sig direktørstillingen og løfte den centrale opgave sammen med Vurderingsstyrelsens chefer og medarbejdere.
En spændende opgave
Anne-Sofie Jensen glæder sig til at komme i gang:
– Jeg står overfor en spændende opgave, der har stor betydning for rigtig mange danskere. Det er en opgave, der kræver stort fokus på mange forskellige processer, samtidig med at der skal samarbejdes med vores kolleger i andre styrelser i koncernen, siger hun.