Sidste år var der blot 125 store virksomhedshandler fordelt på 18 lande i den europæiske byggebranche. I Danmark er der også lavvande for køb og salg af byggevirksomheder på trods af, at mange virksomheder klarer sig godt. Investorerne holder sig væk, og de strategiske opkøb er tæt på at ramme nulpunktet. Prisen er en mulig forklaring.
– Selv om vi ser en europæisk byggebranche, der generelt er i bedring, er antallet af virksomhedshandler fortsat på et meget lavt niveau. Særligt de strategiske opkøb blandt byggevirksomhederne viser markante fald. Det opvejes kun delvist af en øget interesse fra kapitalfonde og andre investorer, der i dag står for 27 procent af handlerne, siger partner i Deloitte Thomas Frommelt i en pressemeddelelse.
I Danmark er markedet for virksomhedshandler i byggebranchen nærmest ikke eksisterende på trods af, at der er et tydeligt behov for konsolidering i branchen, mener Thomas Frommelt.
– Lige nu ser vi nærmest ingen virksomhedshandler i Danmark, selv om der er mange potentielle kandidater. En del af forklaringen er uden tvivl en kløft imellem sælger og købers forventninger til prisen. Ejerne vil simpelthen have mere, end investorerne er villige til at betale. Det er klart, at det lægger en dæmper på lysten til at gennemføre transaktioner, siger han.
På tværs af grænser
Ifølge Thomas Frommelt er mange investorer nervøse for at købe stort op lige nu. Det samme gælder byggebossernes lyst til at foretage strategiske opkøb.
– Mange spørger sig selv: Hvad er det egentlig, vi køber, og hvad giver det af værdi? Særligt hvis virksomheden er på licitationsmarkedet, er der jo ingen sikkerhed for fremtidige opgaver. Reelt køber man medarbejdere samt eventuelle maskiner ved siden af. Med lave indtrængningsbarrierer for i hvert fald de almindelige håndværk, er det ikke mærkeligt, at mange foretrækker at gøre det selv, lyder det fra Thomas Frommelt.
En enkelt udvikling springer dog i øjnene på det ellers stille marked, og det er, at antallet af internationale handler er på vej op.
– Det er ikke en tendens, vi har set i stort omfang herhjemme, men det er meget muligt, at den er på vej. I hvert fald er det tydeligt, at der sker en omfattende internationalisering på europæisk plan. I 2015 foregik over halvdelen af de store handler i byggebranchen på tværs af landegrænser, mens cirka en fjerdedel gik hen over kontinenter. Særligt mellem Europa og USA ser vi øget aktivitet. For danske byggevirksomheder er det en spændende udvikling at følge, siger Thomas Frommelt.