Pihl Koncernen, der består af moderkoncernselskabet LM|Pihl og de to datterselskaber LM Byg og Pihl & Søn, har præsenteret årsregnskabet for 2023/2024.
Det viser en omsætning på godt 1,5 mia. kroner (2022/23: 1,8 mia. kroner), en overskudsgrad på 0,8 %, et resultat før skat på 16,4 mio. kroner (37 mio. kroner), likvide beholdninger på 329 mio. kroner (269 mio. kroner) og egenkapital på 176 mio. kroner (165 mio. kroner).
Pihl & Søn øger fokus på mindre entrepriser – opgiver ikke megaprojekter
– Året har været præget af et stort fokus på at sikre kvalitet i afleveringer af flere større som mindre byggesager. Årets omsætning ligger i det forventede niveau, og vi er tilfredse med udviklingen, siger koncerndirektør Hans Anker Nielsen.
Forlig i større byggesag
Koncernen oplyser videre, at årets resultat er påvirket af en ekstraordinær nedskrivning som følge af forlig på en enkelt større byggesag, som blev afleveret tilbage i maj 2022. Forliget omhandler primært Covid-19-forhold. Koncernen vurderer, at overskudsgrad uden denne sag ville have været i niveau 5 %.
– Set i lyset af et fortsat udfordrende byggerimarked med høje renter og nedskrivningen på et enkelt større projekt er det et tilfredsstillende resultat, som Pihl Koncernen leverer i år, siger Hans Anker Nielsen.
Pihl om Nordø: ”Et af de mest komplicerede byggerier i København”
Han uddyber:
– Et tilfredsstillende resultat består ikke kun af økonomi, men også i, at vi har et godt og tillidsfuldt samarbejde med vores samarbejdspartnere. Med stærk faglighed, agilitet og engagement hos vores medarbejdere har de i det forgange regnskabsår sikret, at vi har styrket koncernens økonomiske fundament.
Koncernens forventninger til det kommende regnskabsår er en omsætning i niveau 1,5-1,7 mia. kroner samt at øge driftsresultatet til 3-4 % af omsætningen.