Det var en enig bestyrelse, der indstillede den 52-årige Cowi-direktør Henrik Winther som ny formand for FRI. Det vakte genhør hos medlemmerne, der valgte ham som ny formand med samtlige afgivne stemmer på den årlige generalforsamling, der blev afholdt torsdag den 2. marts.
Bestyrelsen blev ved samme lejlighed styrket med Camilla Hummer, forretningschef for Transport i Moe og Ole Fritz Adeler, adm. direktør i EnviDan.
– I en tid, hvor verden forandrer sig hurtigere end vi har set det i generationer, har vi som rådgivere og ingeniører – og det gælder alle, fra de største selskaber og helt ud til enkeltmandsvirksomhederne – en særligt kritisk samfundsopgave. For vi er en af grundstenene i den udvikling, der skal bære os igennem både energi- og forsyningskriser, den digitale transformation og den grønne omstilling. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi står sammen om at sikre branchen gode, stabile rammevilkår gennem fornuftige og politisk brede aftaler, lyder det fra den nye formand, der afløser Christian Listov-Saabye, der har siddet på posten i to år. Han valgte ikke at genopstille.
Kan tage brancheansvaret på sig
FRI’s adm. direktør, Henrik Garver, ser frem til et stærkt og tæt samarbejde med den nye formand:
– Jeg kender ham godt og har stor tiltro til at han kan tage brancheansvaret på sig; det har han allerede vist. Derfor kan jeg med stor sikkerhed sige, at han er et godt valg til posten.
Vil sikre rådgivernes rammebetingelser
Henrik Winther, der har mere end 25 års erfaring fra den rådgivende ingeniørbranche, ser frem til at videreføre det vigtige arbejde med samspillet mellem de danske rådgivere.
Et andet af Henrik Winthers ønsker for det fremtidige formandsarbejde i FRI er at sikre de rammebetingelser, der skal til, for at den rådgivende ingeniørbranche på optimal vis kan understøtte de kommende års gigantiske opgave med at sikre den grønne omstilling, forsyningssikkerheden og velfærden i Danmark:
– FRI-virksomhederne står over for en af de største dobbeltudfordringer nogen sinde. På den ene side er der en række kæmpe samfundsopgaver foran os som virksomheder, som vi må og skal bidrage til at løfte, og samtidig har vi som branche den største udfordring med rekruttering af kvalificeret arbejdskraft, vi nogensinde har set, siger Henrik Winther og fortsætter:
– Så vi kommer til at arbejde hårdt for at sikre, at vores uddannelsessystem og lovgivning understøtter det stigende behov for kvalificerede kandidater – danske og internationale. Og at vi som virksomheder er klar til at tage imod alle, der kan og vil, på en måde, så det er attraktivt at skabe sig en karriere i en rådgivende ingeniørvirksomhed.