Ejendomsudvikler køber sig ind i historisk slot

M+ træder ind i et medejerskab på 50 pct. af Dragsholm Slot-koncernen.
Dragsholm Slot blev projekteret i år 1181 og færdigopført år 1215.

Ejendomsudvikleren M+ køber sig ind i det vestsjællandske slot fra 1215, Dragsholm Slot.

M+ træder således ind i et medejerskab på 50 pct. af Dragsholm Slot-koncernen, som også driver Jørgensens Hotel i Horsens.

Læs også

Strandhotel i Sydsjælland får godkendt byggetilladelse

– Dragsholm Slot er et helt unikt aktiv – både historisk og forretningsmæssigt. Det er en investering med potentiale for kommerciel vækst. Samtidig er det afgørende for os, at udviklingen sker med respekt for stedets historie og kvalitet, siger bestyrelsesformand og ejer af M+-koncernen, Bettina Antitsch Mortensen, og fortsætter:

– Med investeringen ønsker vi at bidrage til en langsigtet udvikling, hvor drift, kvalitet, historiefortælling og økonomisk bæredygtighed går hånd i hånd – både på Dragsholm Slot og på Jørgensens Hotel i Horsens.

Langt bedre muligheder

Den nuværende ejer af Dragsholm Slot, Mads Bøttger, glæder sig over at få M+ med ombord som investor.

– M+ er en investor med solid erfaring inden for ejendomsdrift og -udvikling, og det er præcis den kompetence, der er behov for i den næste fase, siger Mads Bøttger og fortsætter:

– Sammen får vi langt bedre muligheder for at arbejde strategisk og langsigtet med både drift og udvikling af Dragsholm Slot.

Læs også

Nyt hotel på vej i København: 10.000 kvm og 233 værelser

Dragsholm Slot er Danmarks næstældste aktive verdslige bygning og har gennem tiden fungeret som bispeborg, kongeslot og baroni for adelsslægten Adeler.

Relateret indhold