Direktør hos stor landinspektør: “Forskellighed er nøgleordet for udvikling”

Da Bente Damgaard for to år siden satte sig i CEO-stolen hos Geopartner Landinspektører, var hendes viden om området begrænset. Med fokus på forandringsledelse, medarbejderudvikling og trivsel er skabt mangfoldighed i lederteamet, og ifølge direktøren ser fremtiden lovende ud.
- Selvom man måske ønsker at ændre dagsordenen, er det vigtigt at have intern opbakning fra resten af teamet, fortæller CEO Bente Damgaard, Geopartner. Foto: Alex Tran.
- Selvom man måske ønsker at ændre dagsordenen, er det vigtigt at have intern opbakning fra resten af teamet, fortæller CEO Bente Damgaard, Geopartner. Foto: Alex Tran.

I år kan Bente Damgaard notere sig for to år som CEO i landets næststørste landinspektørvirksomhed, Geopartner.

Med tidligere erfaring som CEO for Schmidt Hammer Lassen Architects har hun bragt en anderledes ledelsesstil, der adskiller sig fra den typiske lederprofil i landinspektørbranchen, hvor mange i direktionen har en baggrund som netop landinspektører.

Læs også: En udfordret branche ændrer efterspørgslen til kompetencer

– Da jeg begyndte hos Geopartner, var min viden om landinspektørområdet temmelig begrænset, fortæller Bente Damgaard, der har en baggrund som statsautoriseret revisor og erfaring som øverste leder i en partnerskabsejet vidensvirksomhed.

– Udover det, der lige relaterer sig til økonomi, ligger mine kompetencer inden for områder som forandringsledelse, medarbejderudvikling og trivsel, hvilket jeg synes afspejler sig i de forandringer, jeg har bidraget til i Geopartner, tilføjer hun.

Mangfoldighed i ledergruppen styrker forretningen

Et af direktørens primære fokuspunkter har været at fremme mangfoldighed i lederteamet, og derfor har Bente Damgaard de seneste to år arbejdet på en forandringsproces, hvor forskellighed har været nøgleordet for udviklingen i kompetenceområderne.

Læs også: “Tiden er moden”: Intego-stifter giver endeligt stafetten videre

I den forbindelse er der blevet tilføjet profiler, der – ligesom hende selv – bidrager med kompetencer, som adskiller sig fra de øvrige ledelsesmedlemmers:

– Jeg har fokuseret på at fremme udviklingen af lederteamet med det formål at skabe den nødvendige mangfoldighed i kompetencer. Teamet består i dag af erfarne ledere fra andre brancher samt ledere med relevant faglig baggrund og specialister fra stabsfunktioner. Denne sammensætning bidrager i høj grad til at styrke vores forretningsgrundlag, både internt og eksternt.

Digitalisering, data og forenklede administrative processer

Internt oplever Bente Damgaard også støtte og opbakning til den tilgang, som hun bringer til virksomheden – og det er afgørende for en forandringsproces, forklarer hun:

– Selvom man måske ønsker at ændre dagsordenen, er det vigtigt at have intern opbakning fra resten af teamet. Jeg er derfor taknemmelig for den tillid, som lederteamet har vist mig fra starten af, siger Bente Damgaard, der ser en lovende fremtid for landinspektørvirksomheden, der vil fortsætte deres igangværende udviklingsrejse og samtidig fastholde deres position inden for branchen.

Læs også: Kender planloven som sin egen bukselomme – nu skifter han job

Hun fortæller, at Geopartner som strategisk pejlemærke har et mål om at være ‘Fremtidens Landinspektørvirksomhed’, hvilket hun mener indebærer en forpligtelse. Derfor har der været igangsat en række interne udviklingstiltag, som alle sigter mod at øge det digitale fodspor, arbejde med datadrevne forretningsmodeller samt forenkle de administrative processer inden for de eksisterende forretningsområder:

– Fremtiden for Geopartner er præget af udvikling, og vi vil fortsætte med at arbejde på at fastholde vores position som markedsleder, siger hun.

Geopartner har afdelinger fordelt på 24 kontorer i Danmark.

Relateret indhold