Det går godt i den danske bygge- og anlægsbranche, som i 2015 viste betydelig fremgang. Det viser en ny analyse fra Deloitte, som har gennemgået regnskaber for de 36 største virksomheder inden for anlæg, byggeri og typehuse. Over en bred kam stiger både omsætning og det primære resultat pr. medarbejder. Alligevel kæmper flere virksomheder med at få rigtig gang i væksten, og overskudsgraden ligger fortsat et godt stykke under den magiske grænse på fem procent.
– Generelt er der fremgang i branchen, og det er naturligvis positivt. Samlet set ser vi en pæn vækst i omsætningen og også en pæn vækst i det primære resultat pr. ansat, der i 2015 landede på 185.000 kroner. Derudover viser soliditeten også en svag stigning, hvilket er et tegn på, at virksomhederne er i gang med at polstre sig, siger partner i Deloitte Thomas Frommelt.
Rent omsætningsmæssigt har det ikke været et godt år for bygningsentreprenørerne, hvor flere af de store har mistet forretning.
Thomas Frommelt Deloitte
Bedst med typehusene
Virksomhederne i analysen fordeler sig på 12 anlægsentreprenører, 21 bygningsentreprenører og 3 typehusentreprenører. Sidstnævnte klarer sig bedst.
– Ser vi på årsregnskaberne, er det klart typehusentreprenørerne, der er bedst til at tjene penge. Her var det primære resultat hele 316.000 kroner pr. ansat i 2015. For bygningsentreprenørerne endte resultatet på 199.000 kroner og blot 111.000 kroner pr. ansat hos anlægsentreprenørerne, siger Thomas Frommelt, som dog pointerer, at tallene ikke er korrigeret for underleverandører, som nogle af typehusvirksomhederne og styringsentreprenørerne gør flittigt brug af.
Derimod viser regnskaberne, at flere af anlægsentreprenørerne har svært ved at opretholde omsætningen.
– Der sker det, at de største anlægsentreprenører bliver større, mens flere af de mindre har problemer med at holde omsætningen. Reelt er væksten altså drevet af en meget lille gruppe succesfulde entreprenører, mens det store flertal ligger stort set fladt, siger Thomas Frommelt.
For bygningsentreprenørerne er historien omtrent den samme: Væksten er drevet af en lille håndfuld virksomheder, mens flere viser svag eller ligefrem negativ vækst.
– Rent omsætningsmæssigt har det ikke været et godt år for bygningsentreprenørerne, hvor flere af de store har mistet forretning. Dog har virksomhederne været rigtig gode til ikke at lade det gå ud over bundlinjen. Således er indtjeningen væsentligt forbedret fra 2014 til 2015, ligesom overskudsgraden i samme periode steg fra 2,9 til 4,0 procent, siger Thomas Frommelt.