Bygma Gruppen har købt aktiemajoriteten i den polske materialeleverandør, AB Bechcick og sikrer sig dermed en sund platform for ekspansion i et attraktivt marked, hvor konsolideringen lader vente på sig.
Sådan lyder der fra koncernchef for Bygma Gruppen, Peter H. Christiansen:
– Med opkøbet træder koncernen ind på et nyt marked og bliver en del af en virksomhed, vi har fulgt længe. Polen er et strategisk vigtigt marked for os, og AB Bechcicki er med sin stærke position og sit erfarne team den ideelle partner til at styrke vores ambitiøse udviklingsplaner.
Han tilføjer:
– Opkøbet skal ses i lyset af vores ønske om at tænke langsigtet og foretage strategiske investeringer. Med AB Bechcickis position på det polske marked og måde at drive virksomhed på, er vi overbeviste om, at der er tale om et match, der opfylder disse krav.
Et fælles mål
AB Bechcicki er en familieejet virksomhed, der er grundlagt af Adam Bechcicki, og sønnen Klaudiusz Bechcicki skal som adm. direktør nu stå i spidsen for at drive udviklingen videre i samarbejde med Bygma.
Han fortæller, at salget af virksomheden bl.a. skyldes, at AB Bechcicki har ønsket en professionel ejer for at maksimere sit potentiale og vokse yderligere:
– Vi ser det som den helt rigtige løsning at få Bygma med som ejer. Vi har et fælles mål om at udvikle AB Bechcicki i endnu højere grad, og med Bygmas stærke kompetencer tror vi på, at det lykkes, lyder det fra Klaudiusz Bechcicki.
Med opkøbet består Bygma Gruppen nu af 3.000 ansatte og mere end 120 forretningsenheder.