Når en bygning skal have et ansigtsløft med en ny facadekassette, tilbyder Lindab nu en ny løsning. Den giver mulighed for, at virksomheder kan dekorere domicilets facade med en udstansning af et logo eller et billede.
– Udstansning af logo direkte i facadekassetten er mere end bare et alternativ til et skilt. Løsningen binder bygningen sammen og giver et helstøbt og individuelt udtryk. Med programmet ArtDesigner på vores hjemmeside kan du få en illustration af, hvordan din bygning ville se ud med logo i facaden, fortæller Lene Agger, udviklingsingeniør i Lindab, i en pressemeddelelse.
Branding af bygningen
Lindab fortæller, at facadekassetterne og udstansning af logo henvender sig til virksomhedsdomiciler, sportshaller, skoler og andre offentlige bygninger med mange besøgende, der ønsker at signalere professionalitet.
– En slidt facade går ud over indtrykket af professionalitet, ligegyldigt om bygningen huser en virksomhed eller offentlig institution. Det handler om helhedsindtrykket, og en flot facade er både branding af bygningen og af beboerne, fortæller Lene Agger.
Brugervenlighed i centrum
I udviklingen af facadekassetterne var nem montering et afgørende element for Lindab. Det betyder, at facadekassetterne blot klikkes sammen og fastgøres med en skrue.
– Hvis det er besværligt at arbejde med, er det ligegyldigt, hvor genialt produktet er. Derfor er processen med udstansningen så enkel som overhovedet muligt. Kunden indsender blot et foto at det ønskede motiv, så sørger vi for resten, fortæller Lene Agger.
Som del af virksomhedens fokus på brugervenlighed, har Lindab samtidig udviklet et softwareprogram, der gør det muligt at se et forhåndsbillede af udstansningen, inden der bestilles.