Totalentreprenøren til Farums Kulturport er på plads

Det bliver totalentreprenøren Raundahl & Moesby, der skal opføre Kulturporten i Farum med 90 nye boliger, beboercafé og parkeringskælder. Byggeriet forventes at stå klar i februar 2025.
Kulturporten, som den markante bygning er blevet døbt, skal certificeres til DGNB Guld.
Kulturporten, som den markante bygning er blevet døbt, skal certificeres til DGNB Guld.

Til efteråret begynder opførelsen af et ca. 7.900 kvm stort boligbyggeri i den centrale del af Farum. Det nye boligbyggeri, der får 90 boliger, skal fungere som en åben og arkitektonisk byport og omfavne Farums grønne uderum, kreative kulturhus og Bytorv.

Udover de 90 to-, tre-, fire- og femværelseslejligheder, der alle får altan orienteret mod de grønne omgivelser og kulturhuset, vil den nye bebyggelse indeholde en beboercafe og en 2.900 kvm stor parkeringskælder.

Området i centrum af Farum har i flere år kaldt på forandring og fornyelse, så med den kommende Kulturport bliver rammerne sat for et kulturelt berigende boligområde i Farums centrum.

Læs også: Farum: Renovering og nybyggeri går hånd i hånd

Nu har bygherrerne fra Sophienberg Gruppen og Dades entreret med projektets totalentreprenør, Raundahl & Moesby, der pt. også er i gang med markante byggerier som 21Ø ved Vibenshus Runddel i København, første boligprojekt i den kommende midtbybydel på det tidligere Amtssygehus Aarhus samt Thors Have i Odense, hvor der skal opføres mere end 300 boliger på 6 byggefelter.

Byggeriet, som NREP også er involveret i, forventes at kunne tage imod de nye beboere i februar 2025. Projektets samlede budget lyder på estimeret 140 mio. kr.

Relateret indhold