Vi danskere bryster os gerne af at være med i absolut forreste række, når der kommer til at optimere arbejdsmiljøet. Både når det kommer til det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø, er der ingen grænser for, hvor vigtigt vi synes det er. Arbejdstilsynet har selvfølgelig også fokus på begge områder, og hvis man zoomer ind udelukkende på det fysiske arbejdsmiljø, er det en erklæret prioritet gennem flere år hos Arbejdstilsynet at sætte ind mod blandt andet tunge løft.
Omkring 2011 skærpede Arbejdstilsynet sin profil overfor stilladsbranchen, hvor de ville fokusere mere på ergonomi og de mange tunge løft, som var forbundet med stilladser med trætraller. I sin standardudgave måler trætrallerne 0,5m x 2,20 m og vejer – i en tør version – cirka 24 kg. Dertil kommer vægtforøgelsen af mørtelrester og især opsuget vand.
Også 3F har i flere år været ude og kæmpe mod nedslidning. I en meddelelse fra Murerbranchens landsarbejdsmiljøudvalg dateret december 2012 fremgår det blandt andet, at “Stilladstraller skal være 49 cm. bredde, og der skal altid benyttes de letteste på marked”, “udskiftning af stilladsdele skal ske til lettere dele” samt at “murertraller, der vejer over 12,7 kg. må ikke benyttes.”
Kun snak – ingen handling
At håndtere de mange trætraller betragtede Arbejdstilsynet allerede dengang som et problem for stilladsbranchens fysiske arbejdsmiljø. I en intern instruks fra Arbejdstilsynet til sine kontrollanter, der senest er blevet revideret i januar 2015, fremgår det, at AT-medarbejderen “skal som udgangspunkt reagere med strakspåbud, når du konstaterer overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen i forbindelse med at trætraller på stilladset flyttes under opmuringsarbejde. Du skal dog som udgangspunkt anse anvendelse af lettere stilladsmateriel, som aluminiums-, komposittraller e.l. med en vægt på 12,7 kg eller derunder, eventuelt kombineret med arbejdsorganisatoriske løsninger, som tilstrækkeligt forebyggelsesniveau.”
Netop den sætning er grundlaget for grundlæggelsen af Nordic Platform P/S og udviklingen af komposittrallen Airsteps. Trallen består af blandt andet glasfiber og vejer cirka halvdelen af en tør trætralle. Dermed synes vejen banet for en storsællert i Danmark, men sådan kom det ikke til at gå.
– Markedet i Danmark fungerer på den måde, at folk snakker hele tiden om korrekt ergonomi, og hvordan de vil beskytte deres medarbejdere, fordi de er vigtige aktiver. Men det er kun lige indtil emnet skifter til økonomi. Så tier de stille og køber de samme billige trætraller, som de altid har købt, siger Per Mose.
Norsk og svensk boom
Han har kæmpet for at skabe en forretning, så byggede på de danske myndigheders anvisninger, men Arbejdstilsynet har ikke været så aktive, som han havde ønsket sig.
– Arbejdstilsynet bliver ved med at sige, at det er “stilladsår”, og at de vil styrke håndhævelsen af reglerne på området. Men folk bliver ved med at købe trætraller, fordi de kun koster en fjerdedel af en komposittralle, og det kan de blive ved med, så længe Arbejdstilsynet ikke kontrollerer bedre, siger Per Mose og tilføjer:
– Alle i stilladsbranchen siger, at de ved, de skal bevæge sig mod alternativer til trætrallen, men de trækker den alt, hvad de kan. Sådan vil det være lige, indtil Arbejdstilsynet sætter alvor bag ordene. Danmark er det land, hvor vi snakker mest, men ikke lader handling følge ord. I Norge er der omvendt en meget høj moral, hvor der bliver set ned på folk, som ikke følger gældende regler, siger Per Mose.
Netop Norge er på den baggrund blevet den største internationale aftager af Airsteps komposittrallen. I alt har norske stillads- og udlejningsfirmaer købt 60.000 stk., mens det svenske marked tegner sig for cirka 20.000. Til sammenligning har danske kunder købt 4.000 komposittraller.
– Murermestrene ringer og beder om priser, når Arbejdstilsynet har været hos dem, men når myndighederne er væk igen, skal de ikke købe noget alligevel, lyder erfaringen fra Per Mose.
Murerne kan være negative
Et af de danske firmaer , som har valgt at investere i Airsteps, er Adam Stilladser ApS i Odense. Her har ejer Adam W. Larsen drevet sit eget stilladsmontagefirma i ti år, hvorfra han dækker hele Fyn, og i de sidste fire år har han anvendt komposittrallerne fra Nordic Platform. Pt. har han ca. 3.000 Airsteps traller, hvor de 2.000 har firmaets sorte signaturfarve og firmaets navn.
– Jeg har investeret i dem for mine medarbejderes skyld. Jeg valgte dem, fordi de er lettere og mere sikre, da man kan skabe helt lukkede dæk. Førhen brugte vi kun trætraller, men de er for tunge. Trætraller suger vand, hvilket øger deres vægt, og de rådner med tiden. Vi har også brugt ERGO træ-versionen, som er mindre, men så udfører man blot flere løft. Jeg tror på, at komposittrallen er vejen frem, siger Adam W. Larsen, som dog er udfordret af prisen:
– Jeg kunne bruge 2.000 mere lige nu, hvis jeg havde råd. Det er en ulempe, at de koster 3-4 gange mere end en trætralle.
Han har fortsat trætraller i sit 12 mand store firma, men dem er der en udløbsdato på, og der kommer ikke nye ind.
– Trætrallerne er stille og roligt på vej væk. Murerne har altid hellere villet have dem på grund af mellemrummene, fordi de så ikke skulle feje rent. De har været meget negative over “det der plastik”. Men tømrerne og andre faggrupper har været meget positive, og nu vil de ikke have andet. Vi snakker meget internt i firmaet om, hvordan vi kan fjerne mest muligt af vægtbelastningen ved op- og nedtagninger, og derfor er kompositdæk meget populære.
Køber ikke mere i træ
TS Stilladsmontage ApS i Bjæverskov nær Køge har ligeledes investeret i Airsteps. Her har direktør Michael Jørgensen den daglige ledelse af godt 30 ansatte, som udfører montagearbejde på deres eget stilladsudstyr på hele Sjælland samt Lolland-Falster. Han har cirka 1.000 af de lettere traller, som han investerede i for første i 2014.
– Vi havde kun trætraller før. Både de smalle og de brede og alle 2,20 m lange. De er tunge som ind i helvede, hvorimod komposittrallen kun vejer cirka det halve. Mine folk er rigtig glade for de nye. Alt hvad der gør arbejdet nemmere, er man jo glad for, siger han.
Firmaet har fortsat cirka 2.000 trætraller.
– Men de bliver smidt ud, efterhånden som de slides. Vi køber ikke flere traller i træ, fastslår Michael Jørgensen.
Han var dog ikke helt tilfreds, da den første generation af Airsteps ankom.
– Der var nogle udfordringer med belægningen. Coatingen blev hurtigt slidt af. Derfor holdt vi en pause med dem. Men nu har vi de nyeste, og dem har vi ikke oplevet problemer med, siger han.
Dag til dag levering
Hos Nordic Platform er Per Mose fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden,
– Vi har solgt til flere stilladsfirmaer, og GSV udlejer vores komposittraller. Jeg er ikke i tvivl om, at tiden arbejder for os. Om skiftet sker om et år eller om fem år, ved jeg ikke. Men det vender. Det kan jeg se, når jeg snakker med vores kunder og på den mængde tilbud, vi beregner. Når først de har købt vores Airsteps komposittralle, så vil de ikke tilbage til trætrallen, siger han.
Nordic Platform er selv lagerførende til det danske marked. Derudover har de etableret et samarbejde med Jumbo Stillads A/S, der også er lagerførende af Airsteps. Trallen kan desuden erhverves hos førende danske trælasthandler, som kan sikre dag til dag levering.