Nyt klimaprojekt skal forhindre fremtidige oversvømmelser

Med et nyt minivådområde, en åben å, klimabassiner og dæmninger kan indbyggerne i de lavtliggende dele af Skodborg fremadrettet undgå de oversvømmelser, byen har været ramt af ved kraftig og langvarig regn
Ud over at forhindre oversvømmelser i byen, forventes det nye klimaprojekt ved Skaftkær Bæk også på sigt at forhøje den rekreative værdi i miljøet omkring Skodborg kirke.
Ud over at forhindre oversvømmelser i byen, forventes det nye klimaprojekt ved Skaftkær Bæk også på sigt at forhøje den rekreative værdi i miljøet omkring Skodborg kirke.

Det skal være slut med oversvømmede veje, boliger, haver, stalde og marker i den sydjyske by Skodborg. Gennem årene har kraftig og længerevarende regn ofte generet indbyggerne, men med det nye klimaprojekt skal oversvømmelser gerne kunne minimeres og i bedste fald undgås.

Gravemaskinerne tog i sidste uge de første spadestik til et nyt, 1,1 ha minivådområde og 3 klimabassiner ved Skaftkær Bæk i Skodborg. Tidligere har der ikke været tilstrækkelig kapacitet til at lede tilstrømmende og store vandmængder fra oplandet gennem det lukkede rør og videre til områderne længere nede ad bækken.

Projektet indeholder blandt andet etablering af et nyt åbent vandløb til opsamling af vand fra de højereliggende arealer i to klimabassiner, hvor vandet holdes tilbage af to dæmninger, som forsinker vandets vej mod det lave område ved kirken ligesom Skaftkær Bæk reguleres, så vandløbet får et nyt åbent forløb.

Ligeledes etableres der et minivådområde øverst på den åbne strækning af Skaftkær Bæk af lodsejer Christian Lund, hvilket også bidrager til en tilbageholdelse af vandet i oplandet.

– Projektet er kommet i stand efter et tæt samarbejde mellem lodsejer og Vejen Kommune. Vi glæder os over, at sådan et initiativ kan være medvirkende til, at borgerne i Skodborg får minimeret risikoen for oversvømmelse i gader, haver og huse, pointerer Vagn Sørensen, der er formand for udvalget for teknik og miljø.

Skal forhøje den rekreative værdi

Det samlede projekt med minivådområdet, klimabassiner og genåbning af Skaftkær bæk, vil udover at minimere risikoen for oversvømmelser være med til at mindske udvaskningen af nærringstoffer til vandmiljøet samt være med til at højne vandløbskvaliteten. Projektet vil forhåbentlig også være med til at forhøje den rekreative værdi i miljøet omkring Skodborg kirke.

– Vi har haft mulighed for at bidrage til det nye vådområde med et af de arealer, som vi tidligere har dyrket. Vi håber, at Skodborgs borgere får glæde af projektet i forhold til at undgå oversvømmelser, og naturligvis også, at det bliver et flot og idyllisk område at gå ture i, fortæller gårdejer Christian Lund, der har lagt jord til det minivådområde, der er en vigtig del af kombinationsprojektet.

Projektet står færdigt om et par måneder, hvorefter der vil være mindre risiko for oversvømmelser på de lavtliggende arealer i den centrale del af Skodborg by.

Projektet forventes i følge Jydske Vestkysten at komme til at koste ca. 1,3 mio. kroner.

Det nye vådområde er et samarbejde mellem gårdejer Christian Lund og Vejen Kommune. Entreprenør på projektet, Otto Chrestensen, der her tager første spadestik til det nye vådområde, har bidraget som sparringspartner.
Det nye vådområde er et samarbejde mellem gårdejer Christian Lund og Vejen Kommune. Entreprenør på projektet, Otto Chrestensen, der her tager første spadestik til det nye vådområde, har bidraget som sparringspartner.

Relateret indhold