Mandag 2. november blev det officielle startskud for byggeriet af Mascots nye hovedkvarter. Projektet har været længe undervejs, men nu kan medarbejderne på de nuværende seks Silkeborg-adresser snart samles i et nyt hovedkvarter i Pårup, vest for Silkeborg.
Støbningen af fundamentet til 34.058 kvadratmeter blev sat i gang under overværelse af 170 gæster. Det nye domicil kommer til at ligge på den nordøstlige hjørnegrund, hvor Herning-Silkeborg-motorvejen skærer hovedvej 13 mellem Viborg og Vejle.
Virksomheden har efterhånden mere end 30 år på bagen, og nu er tiden inde til, at vi sikrer rammerne for vækst i de næste mange år.
Michael Grosbøl, administrerende direktør for Mascot
Det var således på et meget centralt sted på den midtjyske højderyg, at Ikast-Brande-Borgmester Carsten Kissmeyer officielt tog hul på fundamentstøbningen sammen med ejer og administrerende direktør for Mascot, Michael Grosbøl.
– Vi står i dag og ser de første synlige beviser på, at et af Mascots store ønsker er på vej til at gå i opfyldelse, sagde en glad Michael Grosbøl.
– Vi glæder os usigeligt meget til at samle alle danske medarbejdere her om cirka halvandet år. Over de seneste år er vi blevet en større og mere international virksomhed, og det fordrer, at vi har omgivelserne til at rumme virkeliggørelsen af de kontinuerligt voksende ambitiøse mål, vi har, og det professionelle set up, der skal til, fortsatte han.
Er klar til udvidelser
Mascot er en familiedrevet virksomhed, hvor Michael Grosbøl som administrerende direktør står i spidsen for i alt 2300 ansatte. Han er anden generation i familien på posten, og under påbegyndelsen af støbningen havde han sin far, stifter og nuværende bestyrelsesformand John Grosbøl ved sin side.
– Virksomheden har efterhånden mere end 30 år på bagen, og nu er tiden inde til, at vi sikrer rammerne for vækst i de næste mange år, lød det fra Michael Grosbøl, der understregede, at byggeriet på alle måder er fremtidssikret.
– Lagerdelen er foreløbigt dimensioneret til år 2020, og så er det ydermere forberedt til, at vi meget nemt kan udvide det med 50 procent. Når det skal udvides endnu mere, kan det gøres op til fem gange større, og dernæst kan vi tage jorden på den anden side af den 530 meter lange indkørsel i brug. Så lagerudvidelsesmulighederne er gigantiske. For de øvrige afdelinger og funktioner gælder det også, at vi nemt kan tage flere kvadratmeter i brug, selvom de mere end 34000 kvadratmeter til en start gør, at der ved indflytningen er god plads, forklarede han
De rigtige rammer
Michael Grosbøl lægger havde også overskud til at rose Ikast-Brande Kommune.
– Vi er meget tilfredse med, at vi fik de optimale muligheder for at gøre drømmen til virkelighed her i Ikast-Brande Kommune. Jeg har kun roser til overs for samarbejdet med Ikast-Brande kommune, sagde Michael Grosbøl i sin tale.
Mascot oplyser, at borgmester i Ikast-Brande kommune, Carsten Kissmeyer var særdeles imødekommende, da Michael Grosbøl i sin tid kontaktede kommunen for at høre om mulighederne for at etablere nyt domicil i kommunen, og der kom hurtigt konkrete forslag på bordet. Det var derfor en tilfreds borgmester, der kunne se de første synlige beviser på, at Mascot er på vej til kommunen.
– Jeg er rigtig glad for, at vi i dag kan påbegynde fundamentstøbningen til Mascots nye domicil her i Pårup. Vi sætter stor pris på, at en så stor virksomhed som Mascot vælger at slå sig ned her i Ikast-Brande. Det viser, at vi har de rigtige rammebetingelser – eller i dette tilfælde – formår at skabe de rette rammebetingelser, så vi er en attraktiv kommune at etablere virksomhed i, fortalte han.
Intet spadestik
Dagen blev ikke markeret som et “første spadestik”, da entreprenørmaskinerne allerede midt i september gik i gang med blandt andet at etablere en 530 meter lang vej på grunden for at komme i gang.
Vejen kommer til at forbinde hovedvejen med domicilet på den sydlige del af grunden. Sporet er 15 meter bredt, og det skal ende med at blive en otte meter bred vej, en afvandingsgrøft og en cykelsti. Selve byggeriet støbes og bygges lidt forskudt af hinanden. Først støbes fundamentet til lageret og dernæst til administrationsbygningen.
Selve byggeriet forventes at stå færdigt i sommeren 2017.