KPC skal opføre milliardprojekt for Danica

Danica har udpeget Herning-entreprenøren til at varetage næste etape af udviklingsprojektet på Postgrunden.
Visualisering: Lundgaard & Tranberg Arkitekter.
Visualisering: Lundgaard & Tranberg Arkitekter.

Om projektet

  • Total bebyggelse: 92.000 kvm.
  • Boligtårne: 18.000 kvm.
  • Hotellejlighedstårne: 14.000 kvm.
  • Kontorhus: 35.000 kvm.
  • Kælder under terræn: 25.000 kvm.
  • Landskab 6.500 kvm.
  • Bygherre: Danica Pension
  • Totalentreprenør: KPC

På Postgrunden i København er Aarsleff i øjeblikket i gang med et milliardbyggeri for Danica. Det drejer sig om Danske Banks nye hovedsæde samt p-hus, et projekt til omkring tre milliarder kroner.

Tirsdag er det så kommet frem, at man nu også har valgt entreprenør til næste etape af det store byudviklingsprojekt. Det bliver udviklings- og totalentreprenørselskabet KPC, der skal varetage byggeriet af et kontorhus og fem tårne med boliger, hotellejligheder, retail og et sundhedshus. Et projekt til mere end to milliarder kroner.

– Aftalen med KPC betyder, at vi nu kan realisere den samlede vision for Postgrunden – et spændende bykvarter med arbejdspladser, boliger, spisesteder og et aktivt byliv. Vi glæder os til at fortsætte den langvarige relation, vi har opbygget til KPC, og vi er helt trygge ved, at de som kompetent samarbejdspartner kan løfte denne store opgave, siger ejendomsudviklingsdirektør i Danica Pension, Robert V. S. Nellemann.

Skal DGNB-certificeres

KPC skal i alt bygge 92.000 kvadratmeter fordelt på 35.000 kvadratmeter kontorhus, 32.000 kvadratmeter boliger, hotellejligheder, retail og sundhedshus samt 25.000 kvadratmeter til kælder og teknik.

Visualisering: Lundgaard & Tranberg Arkitekter.
Visualisering: Lundgaard & Tranberg Arkitekter.

Bygningerne skal certificeres efter DGNB-standarden, således at hele postgrundsprojektet bliver bæredygtighedscertificeret.

Aftalen mellem KPC og Danica er en totalentreprise og har en samlet værdi på mere end to milliarder kroner.

– Vi er stolte over at blive en del af dette fantastiske byudviklingsprojekt. Kvarteret vil med sin centrale beliggenhed være tilgængeligt for rigtigt mange mennesker, der kan få glæde af at bo eller arbejde her eller blot komme og nyde de udendørs arealer og pladser. Vi glæder os meget til at komme i gang med byggeriet, siger Jesper Henkel, direktør i KPC København A/S.

Færdigt om fem år

Arbejdet på Postgrunden gik allerede i gang i 2018 med nedrivning, miljøsanering og udgravning af området, og lige nu er byggeriet af Danske Banks kommende hovedsæde i fuld gang.

Til næste år skal næste etape af byggeriet på Postgrunden færdigprojekteres. Det forventes, at KPC kan gå i gang med funderingsarbejdet ultimo 2020, og hele kvarteret skal stå klar i 2024.

Relateret indhold