Byggeriet
- De 56 ejerlejligheder i Promenaden
- Promenaden består af tre punkthuse, som opføres fra 4 til 7 etager og kommer til at bestå af rummelige tre- og fireværelseslejligheder. Boligerne bliver gennemlyste og alle har altaner mod syd og udsigt til Lillebælt og/eller kanal. De øverste boliger opføres som penthouseboliger med tagterrasser.
- Som en del af projektet anlægges der overdækket parkering til Promenadens beboere under gårdrummet. Ovenpå p-anlægget indrettes et grønt byrum med opholdsmuligheder for beboerne.
- De første lejligheder kommer til salg i april 2019
I Fredericias nye kanalby skyder flere nye boligbyggerier lige nu op. Samtidig har partnerskabet bag byudviklingen netop indgået aftale om endnu et boligbyggeri, nemlig “Promenaden,” der med 56 ejerlejligheder med udsigt til kanal og Lillebælt skal skabe nyt liv i området.
Det skriver Realdania i en pressemeddelelse.
Bag det nye projekt står aarhusianske Bach Invest A/S og LABAN Arkitekter.
– Vi synes, at Kanalbyen har en fantastisk beliggenhed mellem Lillebælt og Fredericias charmerende gamle bymidte. Samtidig er vi faldet for ideen om at være med til at udvikle et mere levende byliv og en varieret arkitektur i kanalbyen. Derfor har vi udtænkt “Promenaden” som et byggeri med aktive funktioner, der kan understøtte et mere aktivt byliv langs Frederiks kanal, fortæller administrerende direktør Jesper Bach fra Bach Invest A/S.
Promenaden kommer til at bestå af tre punkthuse med tre- og fireværelses lejligheder langs Frederiks kanal i den nye bydel. På hjørnet mellem Frederiks kanal og lystbådehavnen kan der ligge en café med mulighed for udeservering, mens den øvrige stueetage indrettes med henblik på kajakopbevaring, butikker og kontorer, så der opstår liv langs kanalen.
Mellem to af husene etableres desuden en ny torveplads.
Borgmester glæder sig til samarbejdet
Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard glæder sig også over aftalen:
– Jeg er glad for, at vi nu kan indlede et samarbejde med Bach Invest om Fredericias udvikling. Der kommer flere og flere gode lejligheder til fredericianerne, og vi er inde i en udvikling, der samtidig viser, at de mange gode kræfter i byen kan tiltrække både investorer og beboere udefra. Jeg glæder mig til at opleve det spændende nye byggeri skyde op og til at se det liv, det vil skabe langs den nye kanal, siger borgmester i Fredericia, Jacob Bjerregaard.