Hamp er det nye grøn

Hampebeton er et godt bud på fremtidens bæredygtige og indeklimavenlige byggemateriale, hævder Hempcrete, der viste produktet frem på Building Green 2019.
Hampebeton er et godt bud på fremtidens bæredygtige og indeklimavenlige byggemateriale, mener Christian Vædele-Larson, direktør i Hempcrete. Privatfoto
Hampebeton er et godt bud på fremtidens bæredygtige og indeklimavenlige byggemateriale, mener Christian Vædele-Larson, direktør i Hempcrete. Privatfoto

De fleste tænker nok på noget, der kan ryges, når planten hamp kommer på tale.

Men hamp kan bruges til meget, og kan blandt andet være fremtidens bæredygtige byggemateriale.

Det mener Christian Vædele-Larson, direktør for danske Hempcrete Aps. Ifølge ham er tiden til det nu, at der er plads til grønnere alternativer til det, vi har bygget med i hundrede år.

– Ligesom vi er begyndt at fokusere på, hvad vi spiser og den kemi, vi omgiver os med, så er vi også begyndt at tale om, hvad vi egentlig bor i, siger han.

Cirkulært materiale

Hampebeton er i sin enkelthed blandet af hampeskærver og kalk. Derfor er det helt naturlige materialer, som er skabt af et restprodukt, og det efterlader derfor heller ikke byggeaffald, der skal behandles særligt. På den måde taler det ifølge Christian Vædele-Larson, ind i det cirkulære byggeri.

– Det er kun den nederste del af planten, der bliver brugt til skærverne til at støbe betonen. Resten bliver brugt til tøj eller fibre. Det er et restprodukt, vi bruger, og skulle der blive noget til overs, er det komposterbart, forklarer han.

Når hampen og kalkblandingen hærder, skulle det blive lige så stærkt som beton. Det har svært ved at antænde, og så er det ovenikøbet godt for indeklimaet, fortæller Christian Vædele-Larson.

– Fordi kalken er basisk, vil der ikke komme skadedyr i, og der vil heller ikke komme skimmelsvamp. Det er termisk, så det lagrer varmen, og det sikrer en mere konstant temperatur, forklarer han.

Dyrkes i Frankrig

Hempcrete Aps var med på Building Green 2019 for at udbrede kendskabet til det i Danmark knapt så kendte byggemateriale. Hempcrete samarbejder med franske Tradical, der producerer hampen.

– Vi får det fra Frankrig, hvor man har benyttet det i 30 år. På de breddegrader kan man dyrke hampen i to sæsoner og ikke kun én som herhjemme, og der har de stor erfaring med at producere og bygge med det, fortæller Christian Vædele-Larson.

Men tænker man, at CO2-regnskabet på den måde går helt agurk, når det skal fragtes fra Frankrig til Danmark, så kan man ifølge Christian Vædele-Larson godt tro om igen.

– Mange andre byggematerialer er CO2-udledende, men hampebeton lagrer CO2. I et almindeligt hus vil man ifølge beregninger have lagret 5-6 tons CO2 og på den måde have sparet atmosfæren for meget trods transporten, siger han.

Aha-oplevelse

Ifølge direktøren er mange gået fra Hempcrets stand på Building Green med ny viden.

– Der er mange, der er gået herfra med en aha-oplevelse. Det er helt nyt for folk, at man kan bruge hamp på denne her måde, så det er rigtig godt, at vi får formidlet noget viden om det, siger han.

I øjeblikket er Hempcrete ved at bygge et showroom i Middelfart af hampebeton, som skal vise de forskellige måder, man kan bygge med det.

– Der bliver fire forskellige vægge med forskellig beklædning, så man kan se, hvordan det kan se ud, fortæller han.

Indtil videre er fire huse i Danmark, ifølge Christian Vædele-Larson, bygget med hampebeton. Hempcrete tilbyder både rådgivning, salg og udførsel af byggeri med hampebeton.

I Middelfart er man ved at bygge et showroom med fire forskellige vægge støbt i hampebeton. Foto: Hempcrete
I Middelfart er man ved at bygge et showroom med fire forskellige vægge støbt i hampebeton. Foto: Hempcrete

Relateret indhold