Det nordjyske service- og entreprenørfirma S.P. Jensen, der udfører håndværksservice, reparationer, fagentrepriser og mindre totalentrepriser fra adressen i Svenstrup ved Aalborg, udvider med et nyt fagområde.
Virksomheden, der allerede beskæftiger godt 130 medarbejdere indenfor faggrupper som murer, maler, vvs, tømrer, elektriker, kloak m.v., får nu også glarmestre in house. Det sker via en investering i glarmesterfirmaet BHS Glas.
Efter et år uden: C.F. Møller-arkitekt er ny stadsarkitekt i Aalborg
De to virksomheder etablerer et nyt fællesejet selskab. Indehaveren af BHS Glas, Lennart Sørensen, bliver frontfigur og daglig leder.
Vil kunne løfte større opgaver
Investeringen styrker S.P. Jensens position som totalleverandør overfor bl.a. forsikringsbranchen, der er virksomhedens største kundesegment med mere end 4.500 skadesager årligt. Samtidig sætter det skub i et nyt forretningsområde inden for passiv brandsikring.
Også i forhold til boligselskaber, privatkunder og erhvervslivet vil der være en stor gevinst i at tilbyde specialiserede kompetencer, vurderer adm. direktør i S.P. Jensen, Morten Hybertz Bak:
Pludseligt direktørskifte hos entreprenør: Den rette mand stod klar
– Det er en investering med oplagte synergier for begge parter. S.P. Jensen udvider med et håndværksfag mere og endnu flere specialistkompetencer. BHS Glas får adgang til en langt større kundekreds og bliver i stand til at løfte større opgaver end i dag. Samtidig passer BHS Glas rigtig godt ind i forhold til Brandsikring Nord, som S.P. Jensen investerede i sidste år. Sikring mod brand, herunder med glas, er en niche, som vi ser et stort potentiale i.
Mere tid til udvikling
BHS Glas beskæftiger i dag fem medarbejdere, og for Lennart Sørensen, der overtog virksomheden efter sin far i 2011, er fusionen den helt rigtige mulighed for at løfte sin virksomhed til det næste niveau.
Med S.P. Jensen som medejer får han mere tid til salg og udvikling og får samtidig mulighed for at trække på medarbejdere fra S. P. Jensens øvrige afdelinger.
Blotlægger å i Aalborg: Giver mere byliv og biodiversitet
– Efter flere års positiv udvikling står vi lige nu i en situation, hvor vi ikke kan tage ret meget mere ind. Vi mangler ressourcer til at håndtere væksten, og derfor har jeg ønsket at få en større og veldrevet organisation i ryggen. Det har jeg fundet i S.P. Jensen, siger Lennart Sørensen.
BHS Glas, der er medlem af Glarmesterlauget, fortsætter fra sin nuværende adresse på i det vestlige Aalborg, hvor virksomheden har haft til huse siden starten i 1978.