Atriumgård giver dagslys på alle etager i kubeformet domicil

Der går ikke længe, så kan biotekselskabet Genmab flytte ind i sit nye kubeformede domicilbyggeri på Carl Jacobsens Vej i Valby, som NCC netop har færdiggjort og overdraget til Industriens Pension, der er ny ejer af ejendommen.
Den centrale atriumgård er udformet, så den giver lys til kontormiljøerne på alle etager. Bygningen er på næsten 13.000 kvm. Foto: Jonathan Grevsen
Den centrale atriumgård er udformet, så den giver lys til kontormiljøerne på alle etager. Bygningen er på næsten 13.000 kvm. Foto: Jonathan Grevsen

Det nye domicilbyggeri i seks etager med tilhørende parkeringshus er tegnet af arkitekterne Dissing + Weitling og udmærker sig arkitektonisk ved at være opført som en kube omkring en levende atriumgård, der er med til at tilføre naturligt lys til kontorer.

I stueetagen er der etableret reception, mødecenter og auditorium samt kantine. P-huset med 240 pladser er opført efter NCC’s eget P-hus-koncept, der i al sin enkelhed går ud på, at huset er opført som et stålskelet med betondæk. Huset kan skilles og flyttes, når behovet for parkering ændrer sig.

– Det er er udviklingsprojekt, som vi er meget stolte af, og som jeg er helt overbevist om også vil bidrage til at løfte hele denne del af Valby, siger direktør Ole Faurby fra NCC Property Development, der har udviklet projektet.

Ejendommen er bygget til DGNB Guld, ligesom bygningen lever op til kravene for Lavenergiklasse 2015 og overholder den frivillige energiramme 2020.

Biotekselskabet Genmabs nye domicil, der er formet som en kube i fem etager, ligger centralt i Valby. Foto: Jonathan Grevsen
Biotekselskabet Genmabs nye domicil, der er formet som en kube i fem etager, ligger centralt i Valby. Foto: Jonathan Grevsen

Attraktiv adresse

Kontorejendommen er bygget af NCC Building og er en del af Kontorværket, hvor der skal opføres endnu et kontorhus.

Område kan prale af en rigtig god infrastruktur i form af både motorvej og nærliggende metro- og S-togsstation. Den sydlige del af Valby er i en rivende udvikling, og hvor der før var industri, begynder der nu at blive plads til andre typer virksomheder.

Ejendomschef i Industriens Pension, Søren Tang Kristensen, siger:

– Vi er meget tilfredse med det endelige resultat og er glade for, at Genmab kan kalde det deres hovedsæde de næste mange år. Det er en utroligt attraktiv adresse i et område, der er i stor udvikling, og projektet passer rigtig godt ind i vores portefølje. Vi håber, at Genmab er lige så begejstrede som vi.

Der er arbejdet med både materialevalg og ressourceforbrug, lavere energiudgifter og komfort med hensyn til luft, temperatur og akustik i kontorejendommen, som Genmab lejer i foreløbigt 15 år frem til år 2038. Foto: Jonathan Grevsen

Relateret indhold