Mere end bare et p-hus – satser på tysk guldstempel

P-huset Asger Jorn præcertificeres som det første i Danmark til DGNB Guld.
P-huset kan rumme 616 køretøjer, hvoraf 17 af p-pladserne indrettes specielt til handicapkøretøjer.
P-huset kan rumme 616 køretøjer, hvoraf 17 af p-pladserne indrettes specielt til handicapkøretøjer.

Rådet for Bæredygtigt Byggeri har netop præcertificeret By & Havns P-huset Asger Jorn i Ørestad til DGNB Guld – som det første p-hus i landet.

P-hus Asger Jorn bliver, med nærgenbrugsstation i stueetagen og en grøn have på taget, et utraditionelt parkeringshus med sociale kvaliteter, der retter sig mod det lokale byliv.

Læs også: Genbrug: Nu går vi fra babyskridt til storskala

– P-hus Asger Jorn er på mange måder et utraditionelt byggeprojekt, siger Rita Justesen, der er chef for Planlægning og Byrum i By & Havn.

– Det er ikke bare et hus, hvor man kan parkere sin bil.

En naturlig del af hverdagen

DGNB (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen) er en certificeringsordning målrettet bygninger og byområder. Ordningen bygger på FN’s definition af helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed med de tre hovedsøjler: social-, økonomisk- og miljømæssig bæredygtighed.

Læs også: Cementkæmpen forventer at indfri CO2-aftale 6 år før tid

P-huset har især udmærket sig indenfor den første, da det bliver et hus med flere funktioner, som kan bruges af mange mennesker.

– Vi har arbejdet meget med at optimere det ift. kontekst, så det bliver en naturlig del af dagligdagen og kan skabe rum for sociale møder og fællesskaber blandt beboerne i Ørestad Syd, fortæller Rita Justesen.

Nærgenbrugsstation og taghave

P-hus Asger Jorn er tegnet af Nordland Arkitekter, totalentreprenør på byggeprojektet er 5E Byg, herunder Ingeniør’ne som DGNB-rådgiver og -auditor samt CCO Arkitekter. Cowi er bygherrerådgiver for DGNB-certificering.

I stueetagen indrettes en nærgenbrugsstation på knap 500 m2, så beboerne i Ørestad Syd nemt kan give deres brugte ting og sager muligheder for nyt liv. Resten af stuetagen afsættes til bl.a. handicapbusser, og huset etableres med et større antal el-ladestandere, så man som beboer får endnu flere muligheder for at oplade sin elbil.

Læs også: Det CO2-tunge affald på byggepladserne: “Vi har medicinen på hylden”

Desuden opføres p-huset med en forstærket konstruktion, så det kan bære en have på taget. Her er forbilledet tagfarmen ØsterGro på Østerbro i København, som giver storbyens borgere mulighed for at følge årets gang og dyrke afgrøder i en økologisk grøntsagshave.

Parkeringshuset forventes at kunne tages i brug i første kvartal af 2025.

Relateret indhold