Klagesag kan forsinke DNU-byggeri

Det kommende psykiatriske hospital i Skejby kan blive forsinket. Det "tabende" konsortium i udbudet har klaget, og udbudsprocessen skal måske gå om. Afgørelsen træffes i næste uge i regionsrådet.
Nyt Psykiatrisk Center bliver en del af det nye universitetshospital i Aarhus. Illustration: Rådgivergruppen DNU I/S.
Nyt Psykiatrisk Center bliver en del af det nye universitetshospital i Aarhus. Illustration: Rådgivergruppen DNU I/S.

Sidst i juni blev vinderkonsortiet, Team KPC, der skal bygge det kommende psykiatriske hospital i Aarhus, offentliggjort.

Men det andet konsortium, Team OPP, som var med i opløbet, har nu klaget over processen. Og af frygt for en mulig erstatningssag overvejer Region Midtjylland nu at lade udbudet gå helt om. Det skriver Jyllands-Posten.

Ukorrekt vurdering

En del af kontrakten handler om salg af det hidtige psykiatriske sygehus i Risskov, der skal omdannes til boliger.

Og stridspunktet i klagesagen handler ifølge avisen om, hvordan salget af det gamle hospital – og salgsprisen – skal indgå i den samlede kontrakt.

– Vi mener, at den måde, man har vurderet tilbuddene på, ikke er korrekt. Derfor har vi indgivet sagen for klagenævnet, og nu afventer vi afgørelsen, siger Lars Olaf Larsen, Deas, til Jyllands-Posten.

Deas indgår sammen med Sampension, PensionDanmark, E. Enggard og Bricks i Team OPP, der tabte udbudet.

Hos vinderteamet, Team KPC – der består af KPC, PKA, Wicotech og en stribe underleverandører – ser man frem til en afgørelse den 20. august på regionsrådmødet.

– Vi afventer spændt og ser, hvad der sker, siger direktør Peter Christophersen, KPC.

Se artiklen fra 24. juni om afgørelsen af det oprindelige udbud.

Relateret indhold