WYSIWYG-domicil til teknologivirksomheden Asetek

Asetek oplever stor vækst på verdensmarkedet og vokser selv - Aalborg borgmester Thomas Kastrup-Larsen, og stifter CEO i Asetek, André Eriksen, tog første spadestik til et nyt domicil.
Asetek er specialist i køling til IT-giganter som Intell og Fujitsu, og det aflæses i arkitekturen på det nye domicil - med en facade der mimer køleribber. Foto: Arkitema.
Asetek er specialist i køling til IT-giganter som Intell og Fujitsu, og det aflæses i arkitekturen på det nye domicil - med en facade der mimer køleribber. Foto: Arkitema.

Store it-anlæg kræver køling. Det har Asetek specialiseret sig i. Teknologivirksomheden leverer vandkøling til globale IT-leverandører som Dell, Fujitsu, Intel og Asus. Og sidste år kastede Asetek sig også ud i produktion og salg af simulator gaming-udstyr, SimSports.

Virksomheden blev stiftet i 1997 i Aalborg, og er vokset markant siden da til en verdensomspændende virksomhed med faciliteter i flere lande. I takt med væksten og med ønsket om at styrke fokus på innovation, har man vurderet, at det skal ske i helt nye rammer.

Derfor bygger Asetek nyt domicil syd for byen. Hovedkvarteret kommer til at varetage flere funktioner, som man dermed får samlet under ét tag. I bygningen blive der plads til udviklingsafdeling, laboratorier, administration og en del af virksomhedens produktion.

– Vi er på en lang rejse og har haft en stærk vækst gennem de seneste mange år, og vi har længe haft pladsmangel. I dagens jobmarked er beliggenhed og gode faciliteter vigtige for at kunne tiltrække den rigtige arbejdskraft, fortæller stifter og direktør i Asetek, André Eriksen.

Han glæder sig til at se byggeriet vokse op af jorden, og til at kunne tage det nye domicil i brug om to år.

– Vores nye domicil har en fantastisk beliggenhed, hvor vi nu kan tiltrække medarbejdere både fra Århus-området såvel som nordfra. Og når byggeriet er færdigt, er der ingen tvivl om, at Aalborg har fået et nyt vartegn mod syd.

WYSIWYG – lodrette linjer mimer køleribber

Det er Arkitema der i samarbejde med Cowi, har stået bag udviklingen af Aseteks nye hovedkvarter, der får facade ud mod Nordjyske motorvej.

Ambitionen for det nye domicil er høje, og der er ikke gået på kompromis med hverken arkitektur eller ingeniørmæssige løsninger.

– Det er et særdeles spændende projekt, og en innovativ bygning som Asetek har ønsket. Vi har sat flere funktioner sammen i samme hus, og samler dermed flere medarbejdere på samme sted, fortæller Partner og arkitekt MAA i Arkitema, Mette Julie Skibsholt.

– Samtidig har vi designet et hus, der indirekte viser udviklingen der foregår indenfor. Således kan man se facadens mange vertikale linjer som en reference til kølergitre – altså helt i tråd med Aseteks produkter.

Det, at man på facaden kan aflæse, hvad der sker inde i bygningen og hvad virksomheden står for smager lidt som en arkitektonisk variant af IT-branchens klassiske WYSIWYG – what you see is what you get; Hvad du ser på skærmen er, hvad du får på print.

Den tanke er Asetek-CEO’en ret begejstret for:

– Asetek er en tech-virksomhed, har industrielt design, performance, enkelthed og kvalitet altid stået i højsædet. Arkitema har ramt dette lige i øjet, med et fantastisk byggeri de har tegnet til os og det er noget alle medarbejdere og jeg selv kommer til at være stolte over i mange år frem, siger André Eriksen.

– Jeg ser frem til at de nye bygninger kommer i brug, så vi kan skabe nogle gode omgivelser for vores medarbejdere, og sikre at Asetek er godt forberedt til yderligere vækst i fremtiden.

Hovedkvarteret kommer til at blive i alt 14.000 m² og får plads til i alt 220 medarbejdere.

Relateret indhold