Ny multiplads midt i Odense

I. Vilhelm Werners Plads bag Odense Rådhus omdannes til et nyt spændende og fleksibelt byrum, når arkæologiske udgravninger slutter i næste uge.
Illustration: Fra Gade til By.
Illustration: Fra Gade til By.

Ny-indretningen af pladsen er en del af “Fra Gade til By”s indsats omkring midlertidige aktiviteter. Den nye plads skal være et rart sted at være og kunne rumme mange forskellige aktiviteter, alt imens første etape af byggeriet af en ny, grøn bydel med boliger, kultur og p-kælder er i gang på Thomas B. Thriges Gade mellem Østre Stationsvej og Nørregade.

God test

Indretningen af pladsen vil også blive brugt som en test forud for den permanente indretning af de i alt ni byrum og pladser, som omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade skaber i hele projektområdet.

– For os er det en virkelig god mulighed for at prøve forskellige ting af. Det er utroligt sjældent, at man i et byggeprojekt får mulighed for det og især midt i en stor by som Odense, siger projektchef for Fra Gade til By, Svend Heegaard og fortsætter:

– Vi ved, hvad der traditionelt fungerer i et byrum, men når vi nu har muligheden for at prøve helt nye og lidt mere eksperimenterende muligheder af i praksis, så er det altså med at slå til.

Klar til vinter

På grund af ledningsarbejder og mindre arkæologiske udgravninger langs Odense Rådhus i efteråret, forventer Fra Gade til By at dele anlægget af pladsen op i to etaper.

Først etableres den tværgående forbindelse mellem Overgade og Vestergade, hvor Fra gade til By forventer at kunne starte anlæg i oktober 2014. Senere på året bliver selve I. Vilhelm Werners Plads etableret.

Levetiden på det midlertidige byrum vil være et par år. Det vil sige, indtil byggeriet af P-anlæg og karréer i den sydlige del af projektområdet starter.

De røde bånd

Snoede bånd i farvet, skridsikker og slidstærkt thermo-plast kommer til at bevæge sig hen over pladsen og forbinde siderne og funktionerne sammen. Båndene snor sig ud fra elementer der allerede findes i belægningen mellem Overgade og Vestergade.

Fra Overgade griber de fat i henholdsvis cykelstien og granitstens-belægningen og fra Vestergade og Stålstræde griber de fat i cykelstien og skift i belægningen. Enkelte bånd snor sig ned fra pladsen til Skt. Knuds Plads og tager fat i granitbånd her.

Båndene, som har forskellige røde toner, der spiller op til både rådhuset og den røde Infoboks, deler pladsen i forskellige områder med forskellig belægning. På denne måde tilgodeses de forskellige belægninger, som pladsen grænser op til – såsom gule klinker, rødlig granit, betonfliser og asfalt.

Relateret indhold