Henning Larsen Architects tegner i Stavanger

Henning Larsen Architects tegner en ny kontorbygning i Stavanger og bygger i arbejdet videre på en eksisterende, historisk bygning.
Henning Larsen Architects tegner kontorbyggeriet, der skal opføres i forbindelse med den oprindelige bygning fra 1951, der her ses i forgrunden med afrundet tag. Illustration: Henning Larsen Architects.
Henning Larsen Architects tegner kontorbyggeriet, der skal opføres i forbindelse med den oprindelige bygning fra 1951, der her ses i forgrunden med afrundet tag. Illustration: Henning Larsen Architects.

Thorleif Sundes Automobilforretnings markante modernistiske byggeri i Stavanger i Norge stod i 1950’erne som et visionært og ambitiøst billede på den moderne arbejdsplads. Henning Larsen Architects tegner nu et nyt kontorbyggeri, der opføres i forbindelse med den eksisterende bygning og skal bibeholde visionen om den moderne arbejdsplads. Det oplyser tegnestuen på sin hjemmeside.

Formsproget fra 50’er-bygningen bliver videreført i den nye bygning og tilpasset et nutidigt byggeri. Det samlede areal for bygningerne bliver på 18.000 kvm, og de skal lyde navnet Blidensol. Den nye bygning kommer til at bestå af to tårne på henholdsvis fem og otte etager, hvor der skal være moderne kontorlandskaber på de øverste etager og mere offentlige funktioner på de nederste. Indeklima og bæredygtighed har været essentielle designparametre, og udformningen af facaden har været en stor medspiller i at skabe optimale forhold for brugere og besøgende med et minimalt energiforbrug, oplyser Henning Larsen Architects.

Kobles til byen

Centrum i Blidensol bliver Thorleif Sundes historiske automobilforretning. Den gamle hal skaber en forbindelse til områdets historie og kobler bygningen med byen. Hvor den nye bygning indeholder kontorer og reception, kommer den modernistiske bygning til at indeholde café og butikker, der åbner sig op mod et nyt rekreativt område i historiske rammer.

Området omkring byggeriet er anlagt som offentligt tilgængelige uderum med cykelstier og en park, der inviterer til ophold. Bygningens form og placering på grunden sørger for optimale sol- og vindforhold for brugere og besøgende såvel som for den omkringliggende bebyggelse.

Blidensol skal være fremtidens arbejdsplads i et historisk område, hvor forskellige funktioner samles, og hvor offentligheden inviteres indenfor i et byggeri, der skal trække fortidens kvaliteter ind i fremtiden.

Det samlede areal for de to bygninger bliver på 18.000 kvm. Illustration: Henning Larsen Architects.
Det samlede areal for de to bygninger bliver på 18.000 kvm. Illustration: Henning Larsen Architects.

Relateret indhold