Mangor & Nagel var i august 2023 en af fem rådgivere, der gennem en rammeaftale med boligselskabet fsb blev udpeget til at sætte deres fingeraftryk på fremtidens almene familie-, ungdoms- og ældreboliger i de næste tre-fire år.
Nu har arkitektvirksomheden, der i efteråret 2023 skiftede navn til Aart, vundet fsb’s miniudbud om totalrådgivning af to nye, demensvenlige plejehjem i Bystævneparken i København, der forventes at stå færdige i starten af 2029. Artelia og Sted By og Landskab er udpeget som underrådgivere på projektet.
De to nye plejehjem med tilsammen 249 plejeboliger, der fordeles på tre bygninger på hhv. to, tre og fem etager, opføres på en 23.100 kvm stor grund. Særligt er det, at plejehjemmene bl.a. vil blive opført af genbrugt materialer fra nuværende bygninger i Bystævneparken.
Se skitserne: Gillelejes nye museum er en hyldest til havet
Alle nye materialer vil skulle levere materialepas, der beskriver deres evne til at indgå i cirkulært byggeri. Desuden vil træ så vidt muligt blive et gennemgående byggemateriale.
Plads til mangfoldighed
Dertil er udearealerne og naturen i Husum Haveby tænkt ind i både indemiljøet og i de sansehaver, som vil omkranse plejehjemmene, fortæller partner og designansvarlig i Aart, arkitekt Claus Smed Søndergård:
– I forslaget arbejder vi med at styrke oplevelsen af naturen i plejehjemmet og samspillet med lokalområdet og potentialet i Husum Haveby. Med fokus på at skabe plads til mangfoldighed tænker vi i rammer, der fremmer en sanselig oplevelse af hjemlighed, tryghed og samhørighed til gavn for både beboernes unikke behov og personalets gode arbejdsmiljø, siger han.
Varieret plads
Aart har som arkitekt på projektet allerede slået stregerne for plejehjemmene, hvis tre bygninger bliver placeret som en naturlig overgang mellem villakvarteret i Husum til de nærliggende etageejendomme i fsb’s byggeri Voldparken.
Et drømmescenarie’. Nord udpeget til at designe demensplejehjem i USA
– Omkring tre ud af fire beboere på danske plejehjem lider af demens. Derfor bliver de to laveste bygninger opført med særlige hensyn til beboere med forskellige grader af demens, mens den højeste af bygningerne bliver et plejehjem til ældre med somatiske sygdomme, forklarer byggechef i fsb, Lone Zeeberg Nielsen.
Beboere med somatiske sygdomme vil typisk have behov for større boliger med plads til hjælpemidler, end beboere med demens har, hvilket vil kunne ses i de forskellige bygningers indretning.