17 projekter kæmper om Årets Arne – se listen her

Årets Arne er gået ind i sin næste fase, og nu skal MAA'erne i København stemme om, hvilke fem værker, der skal nomineres til arkitekturprisen.
Børnehuset Egedammen i Gladsaxe Kommune vandt sidste års Årets Arne. Foto: Jens Markus Lindhe.
Børnehuset Egedammen i Gladsaxe Kommune vandt sidste års Årets Arne. Foto: Jens Markus Lindhe.

I løbet af oktober måned er 21 værker blevet indstillet 41 gange til Årets Arne og af de værker levede 17 op til kriterierne for prisen.

Læs også: Årets Arne står på spring – indstil din favorit nu

Dermed går konkurrencen ind i sin næste fase, hvor MMA’er i København frem til den 5. december kan stemme på fem værker og afgøre, hvilke værker der kan kalde sig nomineret til Årets Arne 2024.

De 17 værker er:

EcoVillage, Grønne Eng

Bofællesskabet består af 75 boliger med 1.000 m2 delekvadratmeter. Boligkarréen, der er en blanding af rækkehuse og etageboligbyggeri, har karakter af en kompakt vertikal landsby med gader i højden og hoveddøre direkte til det offentlige rum, hvor Elbils-deleordningen har udskiftet parkeringskælderen.

Arkitekt: Tegnestuen Vandkunsten

Bygherre: EcoVillage

Carl Nielsens Allé

Carl Nielsens Allé er et langtidsholdbart levende byrum, der forener bynatur, byliv og klimatilpasning i et af Københavns hyggelige brokvarterer. Regnvandets udfordringer er vendt til potentialer, idet regnvandet i dag skaber rekreative blå og grønne oplevelser for beboerne i området.

Arkitekt: Werk Arkitekter

Bygherre: Københavns Kommune

Åben Bryggeri

Bryggeriet Åben genskaber Kødbyens industrielle arv. Bygningen er fredet, og transformationen efterlader den nærmere oprindelige forhold. Ikke for at romantisere industriel æstetik, men for at udfolde rationelle og robuste produktionsprincipper og samtidig blotlægge iboende arkitektoniske kvaliteter.

Arkitekt: Pihlmann Architects

Bygherre: Åben

House 14a

Med en enkel materialepalet skaber transformationen en ikke-hierarkisk collage, der kombinerer det simple og det raffinerende med spor fra skiftende tider. I tæt dialog med bygherre blev projektet blev skabt on-site, hvor den eksisterende bygningskrop blev brugt som en mine af ressourcer.

Arkitekt: Pihlmann Architects

R3 Platform B112

Den nye laboratoriebygning er et markant innovativt fyrtårn for DTU Sustain. Åbenhed er et gennemgående træk, hvor de mange vinduer giver husets brugere mulighed for at få en fornemmelse af aktiviteten på tværs af bygningens faciliteter. Det skaber rammerne for et stærkt fællesskab med vidensdeling i centrum og understøtter et kreativt og videnskabeligt miljø.

Arkitekt: Christensen & Co Arkitekter, Langvad Arkitekter

Bygherre: Danmarks Tekniske Universitet

Nordøstamager Skole

En moderne folkeskole og idrætshal med fællesområder og uderum, som forener den tætte og urbane by med det grønne og bæredygtige København. Et atrium forbinder bygningens niveauer og funktioner og styrker den interne sammenhængskraft.

Arkitekt: Christensen & Co Arkitekter, Kjær og Richter Arkitekter, 1:1 Landskab, Insitu Arkitekter

Bygherre: Københavns Kommune

Transformation af Rød Lagerbygning

Projektet er en omfattende og nænsom transformation af en historisk fredet industriejendom fra 1883, der oprindeligt blev anvendt som lager og værksted og opbevaring af korn. Projektet tager sit afsæt i den oprindelige murede bygningskrop, hvor der er tilføjet nyt muret facadeløb, tegnet i balanceret forståelse for den resterende originale facade.

Arkitekt: ACT Architects, Briq (indretning), Sweco Architects

Bygherre: Capman og Revco

Karens Minde Aksen

Karens Minde Aksen kombinerer stedbunden byudvikling med håndtering af op til 15.000 m3 regnvand. Den centrale teglklinkebelagte stiforbindelse slynger sig som en gul flod ind og ud mellem områdets ikoniske træer og sammenbinder hele området. Teglfloden udgør et rekreativt forløb og transporterer vandet gennem aksen for til sidst at samle vandet i et nyanlagt regnvandsbassin.

Arkitekt: Schønherr, WSP, Vida Local

Bygherre: Københavns Kommune og Hofor

Hus til en Mormor

I en have på Amager flytter mormor ind. En villa får en tilbygning med en serie af rum, nicher og hjørner, hvor flere generationer kan bo sammen. Huset står som en undersøgelse af den ordinære og almene byggeskik. Tegl, gasbeton og hulmur.

Arkitekt: Philip Lütken

Smedetoften 10

Smedetoften 10 er oprindeligt opført i 1977 til erhverv og et Irma-supermarked. Ligesom Irma er bygningen omgået en omskiftelig tilværelse. De eksisterende, bærende lodrette og vandrette betonstrukturer samt etagedæk har vist sig at være brugbare og holdbare mange år endnu.

Arkitekt: Holscher Nordberg

Bygherre: Noor Ejendomme

Enigma – Museum for post, tele og kommunikation

Enigma Museum forener to eksisterende bygninger af forskellige tidsaldre. Udover en ny sammenkobling i bygningernes anvendelse er der opnået en helhed i arkitekturen, der fremmer livskvalitet i nærområdet.

Arkitekt: Zeso Architects, Over Byen Arkitekter

Bygherre: Jeudan og Enigma – Museum for post, tele og kommunikation

Transformation og ombygning af Lundtofte Skole & Kulturcenter

Ambitionen med transformationen af Lundtofte Skole & Kulturcenter var at forvandle skolen til et naturligt omdrejningspunkt i lokalområdet, og renoveringsindsatsen af skolens eksisterende bygninger omhandler en forbedring af indeklimaet og en fremtidssikring af den eksisterende skole.

Arkitekt: Sweco Architects, Kragh Berglund Landscape Architecture (Landskab), Sophus Søbye Arkitekter

Bygherre: Lyngby-Taarbæk Kommune

Høje-Taastrup Rådhus

Hvad skal fremtidens rådhus kunne? Høje-Taastrup Rådhus peger en helt ny vej. Huset er ikke skabt for at signalere magt og prestige, men tværtimod for at invitere borgerne indenfor. Et åbent, inkluderende hus med adgang for alle, selv til den vældige tagterrasse, hvor man kan skue ud over byens tage.

Arkitekt: PLH-arkitekter, Atelier Lorentzen Langkilde

Bygherre: Høje-Taastrup Kommune

Alexandriahuset

Alexandriahuset er en visionær ny erhvervsbygning på Trælastholmen i Nordhavn certificeret til DGNB guld. Bygningens skulpturelle facader i lyst marmor, kobberfarvede detaljer og egetræ skaber et arkitektonisk udtryk af næsten monolitisk karakter, der elegant tilpasser sig solens orientering og udsigten til vandet.

Arkitekt: Danielsen Architecture

Bygherre: Accura Advokatpartnerselskab

Damhusdæmningen

Damhusdæmningen viser, hvordan landskabsarkitektur kan løse udfordringer af praktisk karakter og samtidig tilføje en stor social og æstetisk værdi til et sted. Projektet er nænsomt indpasset i de eksisterende omgivelser og virker umiddelbart og næsten usynligt.

Arkitekt: Bogl

Bygherre: Københavns Kommune

Sundbyøster Plads

Sundbyøster Plads viser, hvordan landskabsarkitektur kan forvandle og forskønne et byrum – og dermed en by – fra at være gråt, anonymt og trist til grønt, unikt og indbydende. Fem parkrum udspringer af de omkringliggende funktioner og er afgrænset af kanter af kalksten.

Arkitekt: Bogl

Bygherre: Københavns Kommune, Områdefornyelsen Sundby

Transformation af Paustians Hus

Da Paustian lukkede sit fredede møbelhus, skulle der findes en ny anvendelse, som måtte tilpasse sig huset. Sleth har omdannet Paustians Hus ud fra et princip om færrest mulige indgreb. Tilføjelser er udført i forlængelse af husets arkitektoniske værdier.

Arkitekt: Sleth

Bygherre: Paustian

I de kommende dage modtager MAA’er og stud.aarch.MAA i København et link til afstemningen.

Når de nominerede er fundet, skal de beses af prisens jury ved værkbesøg.

Vinderen findes til nytårskuren den 26. januar 2024.

Relateret indhold