Glæde over metroløsning

Danske Anlægsentreprenører glæder sig over den politiske vilje til at få metrobyggeriet holdt på sporet.
Arkivfoto af metrobyggeriet ved Hovedbanegården i København: Niels Johan Juel Jensen.
Arkivfoto af metrobyggeriet ved Hovedbanegården i København: Niels Johan Juel Jensen.

Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri roser nu det brede politiske flertal – regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti – der er blevet enige om faste rammer for færdiggørelse af Metro Cityringen.

– Det er meget tilfredsstillende. Det er en kendsgerning, at det ikke vil være muligt at gennemføre store infrastrukturprojekter i beboede områder uden gener, siger branchedirektør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører.

– Hele forløbet om anlægsprojektet for Metro Cityringen viser, at uden klare retningslinjer vil generne og omkostningerne være unødigt store for alle parter. Derfor er den skitserede løsning god og perspektiverende, mener han.

Lover godt for fremtiden

Niels Nielsen hæfter sig ved, at udbygningen af den københavnske metro reelt har været truet af årelange forsinkelser på grund af usikkerhed om kravene til arbejdet i forbindelse med det store anlægsprojekt. Den situation har været en belastning for projektet og skabt stor usikkerhed.

– Samfundet har brug for infrastrukturprojekterne – også i beboede områder. Derfor er det godt, at politikerne nu har vist handlekraft og skabt en løsning for metrobyggeriet, fastslår Niels Nielsen og fortsætter:

– Den politiske aftale med nabopakken, og de klare rammer for byggeriet af Metro Cityringen, giver et godt grundlag for at løse kommende infrastrukturprojekter på samme måde, så de kan gennemføres uden unødige gener for naboerne og uden de betydelige omkostninger for projekterne, som usikre rammer for udførelsen betyder.

Relateret indhold