I marts var der 43 konkurser i bygge- og anlægsbranchen. Selvom det er en stigning i forhold til februar, hvor der kun blev registreret 28 konkurser, er det et markant fald i forhold til marts sidste år, hvor konkurstallet nåede op på 78.
Det bringer antallet af konkurser i bygge- og anlægsbranchen op på 121 i de første tre måneder af 2014. Det er markant færre end i 2013, hvor der i årets første kvartal var 197 konkurser.
– Hvor vi i 2013 oplevede 694 konkurser i bygge- og anlægsbranchen ser billedet lidt lysere ud i 2014. Vi har indtil videre set 121 konkurser, og vi forventer, at vi ender i omegnen af 600 konkurser, når året er omme, siger Andreas Fernstrøm, chefkonsulent i Dansk Byggeri.
Ændrer ikke skønnet
Han hæfter sig ved, at hvis der kommer lige så mange konkurser i branchen i resten af året, som der har været i første kvartal, vil man faktisk ende på færre konkurser end de 600 – og faktisk også færre end 500.
– Det er dog ikke en så markant udvikling endnu, at vi ser grund til at ændre på vores skøn – med blot godt 50 konkurser om måneden resten af året, ender vi på cirka 600 konkurser, fortæller Andreas Fernstrøm, der understreger, at det er for tidligt at juble.
– Selvom 600 konkurser indebærer et stort fald i forhold til sidste år, så er vi altså et stykke fra normalsituationen i bygge- og anlægsbranchen. Her skal vi altså ned på mellem 200 og 400 konkurser på årsbasis. Der er således et stykke vej at gå endnu, siger Andreas Fernstrøm.