Ny analyse: Tømrere og snedkere er usikre på fremtiden

Opbremsning i bolig- og projektbyggerier og offentlige byggeri gør, at ejerlederne i tømrer- og snedkerbranchen ser ind i et år med færre opgaver og mere konkurrence.
En højere rente betyder bl.a., at der kommer færre opgaver og færre byggeprojekter. Foto: Gettyimages.
En højere rente betyder bl.a., at der kommer færre opgaver og færre byggeprojekter. Foto: Gettyimages.

30 % af virksomhederne i tømrer- og snedkerbranchen forventer et faldende aktivitetsniveau over de kommende år.

Læs også: Arbejdsevne: Tømrere er i bund – arkitekter og ingeniører i top

Det viser PwC’s brancheanalyse for tømrer- og snedkervirksomheder, som er udarbejdet på baggrund af de seneste tilgængelige årsrapporter for virksomheder inden for den pågældende branche:

Knap hver anden virksomhed i brancheanalysen for tømrer- og snedkervirksomheder angiver, at inflationen har haft en negativ indvirkning på deres forretning, og 6 ud af 10 tømrer- og snedkervirksomheder har oplevet et lønpres fra deres medarbejdere de seneste 12 måneder.

Renter påvirker negativt

Brancheanalysen konkluderer desuden, at ejerlederne i tømrer- og snedkerbranchen ser ind i et år med færre opgaver og mere konkurrence pga. en opbremsning i bolig- og projektbyggerier samt offentlige byggeri, herunder i almennyttige boligbyggerier:

– Det stigende renteniveau har gjort det mere vanskeligt at få investeringskalkulerne til at hænge sammen, og det påvirker branchen negativt. Usikkerheden og en højere rente medfører i højere grad, at der kommer færre opgaver og færre byggeprojekter, fortæller Jannick Kjersgaard, partner og markedsleder for bygge- og anlægsbranchen i PwC.

Manglende fokus på cybersikkerhed

Ydermere viser analysen, at knap 4 ud af 5 ejerledere vurderer, at deres virksomhed er digital, men blot 37 % arbejder i høj grad med digital sikkerhed i deres virksomheder.

Læs også: Nu kan også sjællandske børn ‘gå til tømrer’

– Vi ved, at det aktuelle trusselsniveau fra cyberkriminalitet i Danmark er højt, så derfor er det klart min anbefaling, at tømrer- og snedkervirksomhederne i højere grad øger deres opmærksomhed på cybersikkerhed. Det kan blive langt dyrere at lade være, hvis uheldet er ude, siger Jannick Kjersgaard.

Relateret indhold