Ikke flere “hoteller”: Sidste del af Aarhus Ø skal minde om midtbyen

Den sidste store udvikling af det nye byområde skal i gang, og efter borgernes ønsker foreslår borgmester og rådmand mindre byggeri i et grønt bykvarter med plads til byliv og fritidsaktiviteter.
Bykvarteret er blevet kritiseret for bl.a. manglende byrum og fællesarealer. Foto: Gettyimages.
Bykvarteret er blevet kritiseret for bl.a. manglende byrum og fællesarealer. Foto: Gettyimages.

Udviklingen af Aarhus Ø-kvarteret, der ligger på den tidligere containerhavn i den nordlige del af Aarhus Havn, har gennem årene mødt kritik fra flere sider.

Bl.a. har den verdenskendte arkitekt og byplanlægger, Jan Gehl, kaldt området for “Hotelbyen” med henvisning til bygningernes højde og for ham at se manglende byrum og fællesarealer.

Nu skal udviklingen af den sidste etape, Pier 3, i kvarteret i gang, og ifølge rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, skal højden og tætheden af byggerierne generelt være markant lavere end dem, der allerede nu er bygget.

Det fremgår af et forslag til seks temaer og rammer for et kommende udbud af Pier 3, som magistraten skal behandle mandag.

– Med udviklingen af Pier 3 skal byen på Aarhus Ø nu til at føje sig til Aarhus Midtby. Efter et års inddragelse af aarhusianerne kan vi se et meget stærkt ønske om at skabe et bykvarter, der både kan tilbyde fritidsaktiviteter, boliger og byliv, siger rådmanden og tilføjer:

– Det kræver en god udviklingsplan med mindre tæt byggeri, end vi før har bygget på Aarhus Ø, men noget som mere ligner Midtbyens kvarterer i sin kvalitet og funktioner.

En historisk chance

De områder, som allerede er bebygget på Aarhus Ø, har en bebyggelsesprocent på 270 %, mens der i forslaget lægges op til reduktion af den maksimale udnyttelse af arealerne til mellem 140 og 180 % – 180 svarer til 180.000 etagekvadratmeter.

– Vi har en historisk chance for at skabe et nyt og helt unikt bykvarter på havnen, som kan give nye oplevelser og tilbud til byen, siger borgmester Jacob Bundsgaard.

Læs også: H.C. Andersens Have vinder Dansk Landskabspris

– Med de nye temaer og de rigtige partnere kan vi binde Aarhus Ø og de nærliggende bykvarterer sammen på en god måde. Samtidig får vi med en lavere bebyggelsesprocent større og mere fleksible muligheder for at imødekomme de mange ønsker, som aarhusianerne har givet, tilføjer han.

De 6 temaer

Temaerne, der skal danne rammen om et udbud, hvor Aarhus Kommune søger en partner til at danne et udviklingsselskab for Pier 3, er:

– Et bykvarter forbundet med vandet og det maritime liv ved bugten

– Et grønt bykvarter

– Et foregangseksempel for bæredygtig byudvikling i Aarhus – klimamæssigt såvel som socialt

Læs også: Normal bygger landsby – bliver nyt hovedkvarter

– Et blandet bykvarter med varierede boligformer med spredning i beboersammensætningen og med forskellige anvendelser, der bidrager til bylivet

– Et sundt bykvarter med plads til bevægelse på land og på vand

– Et bykvarter, der udvikles i en åben proces og organiserer aktører i et tæt samarbejde

Relateret indhold