Nye forsinkelser rammer Danmarks første svanemærkede skole

En konkurs, en voldgiftssag og nu en udsættelse af nyt totalentreprenør-udbud. 'Danmarks første svanemærkede skole' lader vente på sig.
Skolen i Sundby udenfor Nykøbing Falster står der og er - så godt som - lukket. Nu er nye skader opstået, og udbuddet, der skulle have skaffet en ny totalentreprenør, er annulleret. Foto: Guldborgsund Kommune
Skolen i Sundby udenfor Nykøbing Falster står der og er - så godt som - lukket. Nu er nye skader opstået, og udbuddet, der skulle have skaffet en ny totalentreprenør, er annulleret. Foto: Guldborgsund Kommune

– Der kommer til at stå en skole af høj kvalitet med gode, kreative og indbydende rammer, og vi kommer fortsat til at skrive Danmarkshistorie inden for bæredygtigt skolebyggeri.

Sådan siger Jesper Blomberg, formand for Børn og Skoleudvalget i Guldborgsund Kommune, om den – længe inden den står færdig – højt besungne ‘Danmarks første svanemærkede skole’ i Sundby udenfor Nykøbing Falster.

Men skolen, der er tegnet af arkitekterne fra Henning Larsen, Skala Arkitekter og ETN-arkitekter, lader vente på sig. Den blev ellers allerede i december 2022, hædret med den anerkendte WAF Award 2022 i kategorien Education – som årets bedste uddannelsesbyggeri.

Dengang stod den til at kunne tage imod de cirka 580 elever fra 0.-9. klassetrin fra skoleårets start i år, men som det ses på billedet ovenover, der er taget i denne måned, er skolen langt fra færdig, og det er der flere grunde til:

Totalentreprenøren Bo-Hus blev erklæret konkurs d. 9. december 2022, siden har en voldgiftssag forsøgt at placere ansvaret for en lang række fejl og mangler på byggeriet. Folketidende kan berette om dokumentation for beskadigede vinduesrammer, facadetræ der ikke er fastgjort ordentligt, vand der trænger ind både i hallen og på førstesalen, blottede trækarme nederst på skolebygningen og så det faktum, at byggeriet ligger tættere på nabogrunden, end den burde.

Nye, omfattende skader

Nu er så det udbud, der skulle have skaffet en ny totalentreprenør annulleret, da der er opstået nye skader – revner i vægge og gulve – der er så omfattende, at de skal undersøges grundigt, inden byggeriet kan fortsætte.

– Skaderne kræver nu nye, omfattende undersøgelser for at få omfanget belyst, og det betyder, at vi rent juridisk er forpligtet til at få et komplet overblik over skaderne, så dem, der kommer til at byde på opgaven, byder på et oplyst grundlag, siger Jesper Blomberg.

Den svanemærkede Sundby Skole, som arkitekterne fra Henning Larsen Arkitekter, Skala Arkitekter og ETN-arkitekter så den for sig, inden byggeriet begyndte at gå galt.
Den svanemærkede Sundby Skole, som arkitekterne fra Henning Larsen Arkitekter, Skala Arkitekter og ETN-arkitekter så den for sig, inden byggeriet begyndte at gå galt.

Ved ikke hvornår skolen står færdig

Guldborgsund Kommune har besluttet at skabe sig et præcist overblik over omfanget at skader ved selv at færdigprojektere skolen sammen med en totalrådgiver, så den samlede færdiggørelse kan udbydes detaljeret.

Nu skal en totalrådgiver, der skal hjælpe med den del, findes i et udbud. Inden sommerferien 2024 forventer Guldborgsund Kommune at have afsluttet færdigprojekteringen i samarbejde med totalrådgiveren, der også skal komme med et bud på, hvad det vil koste at få færdigbygget skolen. Herefter kan der gennemføres en ny udbudsrunde.

– Vi ændrer ikke på materialevalg, arkitektur eller svanemærket. Konceptet er intakt. Der har desværre været nogle forsinkelser undervejs, og det skal jeg være den første til at beklage overfor forældre, børn, personale og lokalsamfundet, siger Jesper Blomberg.

Guldborgsund Kommune har pt. ikke fuldt overblik over, hvornår skolen forventes at være færdigbygget – og hvor meget den ender med at kommer til at koste.

Relateret indhold