Om skolen
- Bygherre: Københavns Kommune, Børne- & Ungdomsforvaltningen
- År: 2006 – 2015
- Areal: 9.500 kvm.
- Arkitekt: JJW Arkitekter (Totalrådgiver)
- Ingeniør: NIRAS
- Landskab: JJW Landskab / PK3 Landskab
- Idrætskonsulenter: Keinicke & Overgaard Arkitekter
- Storentreprenører: B. Nygaard Sørensen A/S, G.V.L. Entreprise A/S, Lindpro og Jakon A/S
- Byggeledelse: Arkitektfirmaet Friis Andersen
- Kunstnerisk udsmykning: Peter Holst Henckel
Skolen i Sydhavnen har vundet årets WAN Education Award foran fem andre finalister fra hele verden. Skolen var oppe imod en japansk daginstitution, en skole i Tyrkiet, et uddannelsescenter for social retfærdighed i USA, et amerikansk college og en skole i Zambia.
Lars B. Lindeberg, partner og kreativ direktør hos JJW Arkitekter, er stolt over den internationale anerkendelse, der viser, at det er muligt at lave god arkitektur i øjenhøjde med børnene og deres behov.
At Skolen i Sydhavnen vinder en stor international arkitekturpris, ser jeg som en anerkendelse af, at dansk arkitektur kan noget særligt.
Lars B. Lindeberg JJW Arkitekter
– At Skolen i Sydhavnen vinder en stor international arkitekturpris, ser jeg som en anerkendelse af, at dansk arkitektur kan noget særligt. Det skal vi værne om i fremtiden. Vi skal holde fast i vores store ambitioner på arkitekturområdet med kvalitet og bæredygtighed som iboende elementer. Ikke blot fordi vores arkitektur- og designtraditioner gør Danmark til et bedre sted at leve, men også fordi det er med til at markedsføre os internationalt og samtidig skaber potentialer for øget eksport. På fagets, tegnestuens og vores samarbejdspartneres vegne er jeg stolt over anerkendelsen, ligesom jeg takker Københavns Kommune for at have modet og ambitionerne på skoleområdet. Dejligt, at København er en by, der har ambitioner for sine familier og skaber rammerne for gode offentlige byggerier, siger han.
Stolt borgmester
Skolen i Sydhavnen har allerede vundet prisen som årets skolebyggeri i Danmark og prisen for årets danske byggeri. I København er der store ambitioner på folkeskoleområdet, og overborgmester Frank Jensen (S) er stolt af, at skolen nu også får stor opmærksomhed fra udlandet.
– Det er en mærkesag for mig, at vi i København skaber de bedste folkeskoler til vores børn. Og det er en fantastisk anerkendelse, at Skolen i Sydhavnen igen står øverst på podiet og denne gang vinder en af verdens største internationale arkitekturpriser. Skolen passer perfekt ind i det omkringliggende byrum og skaber optimale muligheder for blandt andet at inddrage havnen i undervisningen, siger Frank Jensen.