Frygten for corona-pandemiens negative konsekvenser for økonomien og arbejdsmarkedet er blevet gjort til skamme, og særligt bygge- og anlægsbranchen skriger på arbejdskraft.
Derfor glæder det adm. direktør Ole Heinager, Next Uddannelse København, der udbyder erhvervsuddannelser i hele Storkøbenhavn, at en tredjedel af elevoptaget i januar 2022 på 507 elever er til de traditionelle håndværks- og byggefag som murer, tømrer og bygningssnedker:
Læs også: Nu bliver det nemmere at få uddannelsesaftalerne i hus
– Det er fantastisk, at mange ønsker at uddanne sig inden for netop denne branche, hvor der er virkelige gode job- og karrieremuligheder. Det viser, at det er attraktivt for unge og voksne at vælge en faglært karrierevej, hvor man hurtigt kan få fodfæste på arbejdsmarkedet og tjene sin egen løn og tilbydes fastansættelse, siger Ole Heinager.
Flere kan også se fordelene ved en eux-tømreruddannelse, der kombinerer en erhvervsuddannelse med gymnasiefag, så man både bliver faglært og får studentereksamen. Her er tilgangen af elever steget med 65 % siden sidste år.
Flere virksomheder skal tage del i opgaven
Trods det store optag mener Ole Heinager, at arbejdsmarkedet og uddannelsesinstitutionerne skal samarbejde endnu mere om at sikre faglært arbejdskraft:
– Som uddannelsesinstitution ser vi det som et stort ansvar at uddanne dygtige faglærte og sikre, at de danske bygge- og anlægsvirksomheder kan få den kvalificerede arbejdskraft, de efterspørger. Men det er også et samarbejde, som kræver, at flere virksomheder tager del i opgaven og tilbyder elever lærepladser, siger han.