Nyt friplejehjem skal puste liv i det nedlagte Haderslev Sygehus

Link Arkitektur skal i samarbejde med Bo Michelsen stå for realiseringen af et nyt friplejehjem med 60 boliger, der skal opføres ned til Haderslev Dam.
Haderslev Sygehus lukkede i 2014. Visualiseringer: Link Arkitektur.
Haderslev Sygehus lukkede i 2014. Visualiseringer: Link Arkitektur.

Det stigende antal ældre og et voksende fokus på sundhed, trivsel og et aktivt liv i den tredje alder betyder, at stadig flere danskere ønsker selv at vælge og påvirke rammerne om deres alderdom. Det giver en øget søgning til blandt andet friplejehjem, hvor beboere kan tilkøbe ting som wellness og ekstra rengøring.

Danske Diakonhjem driver flere friplejehjem i hele Danmark, og det seneste tilbud skal opføres af Bo Michelsen som totalentreprenør, mens Link Arkitektur skal stå for projekteringen.

Tegnestuen har erfaring med både sundhedsbyggerier og fællesskabsorienterede flerboliger. Et eksempel er Fællesskabets Hus i Ry, der rummer 72 bæredygtige demensboliger – og i den anden ende af skalaen, det nybyggede Alssund Kollegie i Sønderborg, hvor Link ligeledes arbejdede sammen med Bo Michelsen.

Plejehjemmet får 60 boliger.
Plejehjemmet får 60 boliger.

– Et plejehjem, hvor der er rart at leve, skal rumme den rette balance mellem private, trygge rum og indbydende fællesarealer, der kan danne ramme om sociale aktiviteter. Det er denne balance, vi sigter efter i udformningen af det nye friplejehjem – samtidig med at vi vil optimere samspillet med de smukke omgivelser og udnytte vores høje standarder inden for arkitektonisk optimering af plejemæssige arbejdsprocesser, trivsel og velvære, siger Esben Trier Nielsen, projektleder og arkitekt hos Link Arkitektur.

Det nye friplejehjem opføres i den tidligere psykiatriske afdeling af Haderslev Sygehus. Alle patientfløje rives ned og bygges op igen, så kun bagsiden af bygningen bliver stående. Denne del, som kommer til at rumme fællesfaciliteter, herunder et spa-område, forhøjes for at optimere udsigten over vandet.

Relateret indhold