Om projektet
- Start/slut: Juli 2020/marts 2021
- Areal: 1400 kvm.
- Budget: 23 mio. kr.
- Bygherre: Vemmetofte Kloster
- Arkitekt: Arkitekterne Køge A/S
- Ingeniør: Terkel Pedersen, Rådgivende Ingeniører ApS
- Hovedentreprenør: Tømrer- og snedkermester Niels Lien ApS
Vemmetofte Kloster har nedlagt forpagterfunktionen og den gamle forpagterbygningen fra 1860 skal nu ændres markant. Bygningen skal gennemgå en større renovering og ombygning, så den lever op til nutidige standarder for energi og indeklima, men bevarer sine originale arkitektoniske kvaliteter.
Bygningen udgør ca. 1.400 kvadratmeter og er i dag indrettet med fem boliger, hvoraf forpagterboligen alene udgør 580 kvadratmeter. Der er gennem tiden blevet delvist renoveret, men nu bringes bygningens ydre tilbage til den oprindelige stand med nyt naturskifertag, nye energivinduer i samme stil som de gamle og genetablering af den originale teglfacade.
Bygningens indre skal efter en omfattende ombygning blive til otte boliger i halvandet plan. Lette vægge fjernes så der kan laves ny rumfordeling, der efterisoleres indvendigt. Eksisterende bjælkelag bevares men renoveres og efterisoleres. Ligeledes kommer der nye installationer og der etableres nye badeværelser og køkkener.
Arkitekterne Køge A/S har som totalrådgiver fået ansvaret for det omfattende projekt. Med sig har de Terkel Pedersen, Rådgivende Ingeniører ApS som ingeniør, mens Tømrer- og snedkermester Niels Lien ApS udfører byggearbejdet som hovedentreprenør. Arbejdet går i gang denne sommer og boligerne forventes at være klar til indflytning næste forår.
Byggefakta A/S leverer hver uge “Ugens Projekt” til Dagens Byggeri. Projektet er hentet fra Byggefaktas database, som indeholder over 9.000 aktive danske byggeprojekter, dvs. stort set alle byggeprojekter i Danmark større end opførelse af enfamilies boliger.
Byggefakta overvåger den danske bygge- og anlægsbranche og er den førende leverandør af information om byggeprojekter til byggeriets parter.