DSB og FB Gruppen vil udvikle boligejendom på Grønttorvet

Det tidligere Grønttorvet i Valby i København er inde i en rivende udvikling, og det bliver DSB nu en del af.
Ved dette område mellem jernbanen og Grønttorvet har DSB Ejendomsudvikling og FB Gruppen indgået aftale om at opføre lejeboliger på 29.000 etagemeter. Pressefoto.
Ved dette område mellem jernbanen og Grønttorvet har DSB Ejendomsudvikling og FB Gruppen indgået aftale om at opføre lejeboliger på 29.000 etagemeter. Pressefoto.

Om projektet

  • I disse år omdanner byggekoncernen FB Gruppen A/S det historiske Grønttorv i Valby til en helt ny, grøn bydel med 2700 blandede boliger til en værdi på tæt ved fem milliarder kroner.
  • Centrum af bydelen er en 23.000 m2 stor park med frugttræer og buske med spiselige bær.
  • Ejendommen:
  • 29.000 m2
  • 375 boliger fordelt på 2, 3, 4 og 5-værelses boliger i størrelser fra 50-115 m2.
  • Indflytning fra efteråret 2021 og afleveret endeligt primo 2022.

Torsdag underskrev DSB Ejendomsudvikling en aftale om et joint venture sammen med projektudviklerkoncernen FB Gruppen om at bygge 29.000 etagemeter bolig, som vil blive opført af det fælles selskab Ejendomsselskabet Frugtmarkedet.

DSB ejer arealet på små 20.000 kvadratmeter langs sydsiden af jernbanesporene ved Grønttorvet i Valby. Området er fra 1960 til 2016 blev anvendt til blandt andet bananmodneri og lignende aktiviteter relateret til driften af Grønttorvet, og det er altså dette område, der nu skal byggemodnes og gøres klar til nye boliger i hjertet af Valby.

Går efter guldet

– I 2019 fik DSB ved lov mulighed for at gå aktivt ind i ejendomsudvikling, og jeg er glad for i dag at kunne præsentere dette første store joint venture, som tager sit udgangspunkt i den nye lovgivning. Grønttorvet er et spændende projekt at blive en del af, og vi vil bygge 29.000 etagemeter nye boliger til nuværende eller kommende københavnere. Boliger, der ligesom på resten af Grønttorvet, vil være til at betale for helt almindelige mennesker med en helt almindelig pengepung. Ejendommen vil blive bygget efter de mest moderne standarder, og vi vil gå efter at opnå den næsthøjeste miljøcertificering, DGNB Guld, så DSB Ejendomsudvikling på den måde kan understøtte DSB’s overordnede mål om at være bæredygtig, siger administrerende direktør i DSB Ejendomsudvikling, Søren Beck-Heede.

Også hos FB Gruppen er der glæde over aftalen med DSB, der betyder, at den grønne bydel nu får en naturlig afrunding på området ved jernbanen.

– Det glæder os utrolig meget, at vi sammen med DSB Ejendomsudvikling nu kan tage endnu et vigtigt skridt i udviklingen af Grøntorvet som en attraktiv bydel i København og Hovedstadsområdet, siger administrerende direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen, som står bag omdannelsen af det gamle grøntorv til en helt ny og grøn bydel midt i København, og fortsætter:

– Gode boliger skal holde i mange år, og for os som projektudvikler er kvaliteten derfor vigtig i alle led. Med investeringen i den fælles ejendom har vi fået mulighed for at gå aktivt ind i driften af de bygninger, vi opfører. Det er et vigtigt signal over for beboerne og markedet, understreger Hans-Bo Hyldig.

Bygningen bliver opført langs jernbanen i op til ni etager, og de første lejligheder forventes klar til udlejning ultimo 2021.

Relateret indhold