Rambøll skal levere for 30 millioner sikkerhed

Femern A/S og Rambøll har netop indgået en rammeaftale på otte år om jernbanesikkerhed for to elektrificerede jernbanespor.
De elektriske tog kommer til at køre gennem tunnelen med 200 kilometer i timen. Med den hastighed skal sikkerheden være i top. Illustration: Rambøll.
De elektriske tog kommer til at køre gennem tunnelen med 200 kilometer i timen. Med den hastighed skal sikkerheden være i top. Illustration: Rambøll.

Rambøll og Femern har givet hinanden hånd på en otte-årig aftale om sikkerhed. Det oplyser Rambøll i en pressemeddelelse.

Rammeaftalen omfatter ingeniørrådgivningsydelser inden for jernbanesikkerhed for de to elektrificerede jernbanespor, der skal anlægges i forbindelse med den 18 kilometer lange sænketunnel under Femern Bælt. Tunnelen vil medføre en transporttid med tog på syv minutter fra Danmark til Tyskland.

Den indgåede rammeaftale løber over otte år med mulighed for forlængelse. De konkrete ydelser vil omfatte rådgivning indenfor de sikkerheds- og såkaldt, interoperabilitetsprocesser, der skal sikre, at den elektrificerede jernbane overholder de nationale og europæiske sikkerhedskrav, der stilles af jernbanemyndighederne.

Rambøll vil samarbejde med den tyske underrådgiver Obermeyer Planen + Beraten GmbH.

Solid erfaring udslagsgivende

Hos Femern A/S er man glade for aftalen:

– Valget faldt på Rambøll, da deres tilbudte rådgivere har dokumenteret stor erfaring indenfor opgaverne relateret til jernbanesikkerhed og den godkendelsesproces, vi står overfor, hvor en lang række aktører er involveret. Vi ser frem til i fællesskab at levere en effektiv, hurtig og ikke mindst sikker gods- og persontransport til Tyskland, siger teknisk direktør i Femern A/S Jens Ole Kaslund.

Også hos Rambøll ser man frem til at komme i gang med arbejdet:

– Projektet er et vigtigt led i at realisere drømmen om en fast, nær og direkte forbindelse mellem Skandinavien og det centrale Europa. Vi glæder os til at komme i gang med at løse opgaven i tæt sammen med Femern A/S, siger Pernille Thorup Adeler, fra Rambølls transportdivision.

Ud over denne rammeaftale, er Rambøll også ledende rådgiver på den 18 kilometer lange tunnelforbindelse under Femern Bæltet.

Femern Bælt forbindelsen vil ud over to elektrificerede jernbanespor også bestå af to motorvejsspor i hver sin retning. Bilisterne kan forvente at køre 110 kilometer i timen i tunnelen, mens de elektriske tog kan køre gennem tunnelen med 200 kilometer i timen.

Relateret indhold