AKF Koncernen skal bygge i Nærheden

Stort boligprojekt beliggende ved Salamandersø er på vej i den nye bydel Nærheden i Hedehusene.
Miljøet mellem boligerne skal opfordre til fællesskab. Visualisering: Arkitema Architects.
Miljøet mellem boligerne skal opfordre til fællesskab. Visualisering: Arkitema Architects.

En ny aftale mellem ejendomsudvikleren AKF Koncernen og byudviklingsselskabet NærHeden P/S betyder, at AKF Koncernen skal opføre et stort boligprojekt med 167 boliger ved Salamandersøen i Nærheden. Projektet har en samlet salgsværdi på 450 millioner kroner.

Boligerne er tegnet af Arkitema Architects og byder på rig variation i boligformer og arkitektur. Således kommer der rækkehuse, punkthuse og opgangshuse i forskellige etagehøjder, og facaderne udføres i forskellige materialer som tegl, træ, skifer og metal. Boligerne er placeret på et smukt og kuperet terræn ned til den lille Salamandersø, og der opføres tillige et parkeringshus på grunden. Boligerne vil i udgangspunktet blive solgt som ejerboliger.

– Udearealerne indbyder til ophold og fællesskab og samtidig er der rig mulighed for privathed. Med en placering i hjertet af Nærheden, vil der være få hundrede meter til indkøb, ny skole, grønne områder og fritidsaktiviteter, siger direktør i NærHeden P/S, Ole Møller.

Nem hverdag

Nærheden udvikles i samarbejde mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg ud fra en fælles ambition om at skabe en ny forstad med mulighed for at leve en nem hverdag med et stærkt fællesskab.

Området indrettes derfor med fællesfaciliteter som for eksempel delebiler, kvarterhuse og fælles udekøkken. Samtidig er der nem adgang til kollektiv transport, fritidsaktiviteter, indkøb, skole, natur og andet.

På sigt skal der bo 8000 mennesker i Nærheden. De første 200 boliger er indflyttet, og der er i år taget første spadestik til yderligere 500 boliger i form af både ejerboliger, lejeboliger og andelsboliger i seniorbofællesskab. Dertil åbner Høje-Tastrup Kommune en ny folkeskole i Nærheden i 2021.

Relateret indhold