København huser de grønneste danskere

Det er i hovedstadsområdet samt den østlige del af Jylland, man finder husene med de bedste energimærker.
De bedste energimærkninger finder man øst for Storebælt. Foto: EDC.
De bedste energimærkninger finder man øst for Storebælt. Foto: EDC.

Der, hvor man finder flest energimærker i den røde ende af skalaen, er på Fyn, Vestsjælland og vestlige del af Jylland.

Det viser en gennemgang af energimærkerne på mere end 8000 villaer udbudt til salg netop nu. Og der er især to forhold der forklarer, hvorfor energimærkerne er bedre i nogle dele af landet end i andre, siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann.

– Når vi generelt ser bedre energimærker i hovedstadsområdet og den østlige del af Jylland, hænger det først og fremmest sammen med, at befolkningen er yngre og indkomsterne er højest i disse områder. Der er både lyst og bedre overskud i økonomien til at energirenovere husene, og bankerne er nok også mere villige til at give lån til energiforbedringer, når ejerne er erhvervsaktive og med en fornuftig økonomi, forklarer han.

Gamle huse

Dernæst spiller villaernes alder en stor rolle, understreger kommunikationschefen.

– Jo nyere husene er, des bedre energimærker. Nyopførte huse skal overholde bygningsreglementets krav til energiforbrug, som i dag naturligvis er langt over standarden i et parcelhus fra 60’erne eller en patriciervilla fra 1920. I områder med mange nyere villaer vil det gennemsnitlige energimærke derfor være bedre end i et område med mange ældre huse.

Sidstnævnte er netop forklaringen på, at kommuner som Gentofte og Gladsaxe ligger relativt lavt på listen over det gennemsnitlige energimærke. Der er ikke meget nybyggeri i disse kommuner, hvor mulighederne for større udstykninger for længst er udtømt.

Brugte huse opnår ikke A- eller B-mærker

På landsplan har mere end halvdelen af de udbudte villaer et C- eller D-mærke på en energiskala som går fra A til G. Kun hvert tiende hus opnår et A eller B-mærke og den sidste tredjedel får karakteren E, F eller G. – Reelt er karakterne A og B forbeholdt helt nye huse, så et C eller D-mærke er ganske godt for et hus, der ikke er helt nyt, mener Jan Nordmann.

Selvom tidligere analyser viser, at huse med et godt energimærke sælges hurtigere og med mindre afslag, er det ikke givet, at det kan betale sig at energirenovere i forbindelse med salg:

– Som ejendomsmægler bliver man ofte mødt af spørgsmål, om det kan betale sig at gøre noget ved ejendommens energimæssige tilstand inden salget. Svaret er, at enkle og billige løsninger som eksempelvis mere isolering på loftet kan betale sig, men dyrere forbedringer skal man ikke foretage, hvis det alene sker for at opnå en bedre pris i forbindelse med et salg. Dem skal man derimod foretage, når man planlægger at blive boende i huset og ønsker et bedre indeklima og lavere energiudgifter, siger Jan Nordmann.

Relateret indhold